Udsatte børn finder nyt fællesskab på gammelt skib

Sommeren igennem tager det fynske skoleskib Fylla udsatte børn og forældre med på togt. Opholdet på skibet skal give børnene fornyet selvtillid, siger togtleder.

Nattevagter, fællesskab og vand under kølen er nogle af ingredienserne, når Red Barnet som noget nyt sender udsatte børn og forældre på sommertogt med den fynske skonnert Fylla denne sommer.

I alt stævner den 98 år gamle skonnert ud 16 gange i løbet af sommeren, og med ombord på togterne er udsatte familier fra Red Barnets lokalforeninger.

Et togt varer et døgn, hvor familierne overnatter på skibet, holder nattevagt, laver mad, sætter sejl, gør rent og på alle måder samarbejder om de mange opgaver på den gamle skonnert.

Giver fornyet selvtillid 

Oplevelsen og fællesskabet til søs giver både børn og forældre en succesoplevelse. Det forklarer Heidi Nystrand fra Red Barnet, der er leder på sommertogterne.   

Skonnerten Fylla blev bygget i Nyborg i 1922. I dag fungerer skibet som undervisningsskib.
Skonnerten Fylla blev bygget i Nyborg i 1922. I dag fungerer skibet som undervisningsskib.
Foto: Arkiv / Alexander Aagaard

- Det viser sig jo, at de, som ikke mener, at de har noget at byde ind med, det har de faktisk, når de kommer ind i en helt anden kontekst, der ikke har noget med deres arbejdsliv eller deres skoleliv at gøre. Så viser det sig, at de lige pludselig har nogle evner og nogle færdigheder, de ikke vidste, de havde, siger hun. 

Skonnerten Fylla

Tirsdag formiddag lagde skibet til i Fredericia, og med ombord var Gustav Magnus fra Gelsted, som dagen før var påmønstret i Middelfart sammen med sin mor Hanne Østergaard.

- Det er jo bare fedt at komme ud og koble lidt fra. I stedet for at sidde derhjemme som i coronatiden, så kan man komme ud og lære nogle nye mennesker at kende, siger han.

Nattevagt en stor oplevelse 

Natten over lå træskibet for anker ved Båring Vig, og her havde mor og søn nattevagten sammen.

Det var en stor oplevelse, forklarer Hanne Østergaard.

- Det har været fantastisk. Selvfølgelig er der arbejde ombord, men det er en ny måde at være sammen på. Gustav og jeg havde nattevagt sammen i nat fra 12 til 2, hvor vi tjekkede radaren hver halve time for at se, om skibet lå, som det skulle. Det var utrolig spændende, og det var ikke svært at holde sig vågen, siger hun.

Lene Alsodani fra Middelfart var også med på togtet, der gik fra Middelfart over Båring Vig til Fredericia.

Ligesom Gustav og Hanne havde hun også nattevagt på skibet, hvor hun på kun et døgn har fået mange nye oplevelser.

- Det er rigtigt hyggeligt, og man prøver noget, man ikke prøver hver dag, siger hun.

Stor stigning i antallet af ferielejre

Familierne, der kommer med på Fyllas sommertogter, er udvalgt af Red Barnets lokalforeninger, og for mange er sejladsen den eneste mulighed for at komme på sommerferie.

Det forklarer togtleder Heidi Nystrand.

- Det ville de næppe komme på grund af psykiske og fysiske udfordringer i familien. Så derfor er det en unik chance, som Red Barnet giver. Red Barnet har jo altid lavet lejre i land, men det er et nyt koncept, at de gør det til søs. Og jeg synes, det har været en stor succes, vurderer hun.

Der er mønstring på dækket i Fredericia, inden familierne går fra borde efter et vellykket togt.
Der er mønstring på dækket i Fredericia, inden familierne går fra borde efter et vellykket togt.
Foto: Arkiv / Alexander Aagaard

Red Barnet arrangerer i år 58 sommerlejre i hele landet for børn og familier, der ellers ikke har råd eller overskud til at komme på ferie. Det er næsten 60 procent flere end sidste år, hvor Red Barnet arrangerede 37 ferielejre.  

I alt forventer organisationen at sende omkring 1.500 børn og forældre afsted på ferielejr i år. Det er cirka 500 flere end sidste år.  

Oversigt

    Oversigt