Uønsket: Flere cykelryttere skal presse sexorgier ud af skov

Selvom mountainbikere har haft rystende oplevelser over at at støde ind i sexorgie i Staurby Skov, så har det hele tiden været planen, at det nye mtb-spor skulle presse sexaktiviteterne væk fra den lille skov. LGBT+ undrer sig.

Helt fra start vidste man fra Middelfart kommunes side godt, at den lille Staurby Skov klos op ad Den Fynske Motorvej tæt ved Lillebæltsbroen var et mødested for mænd, der ønsker sex med hinanden.

Kommunen ønskede aktiviteterne stoppet ved at åbne området for offentligheden, og blandt andet derfor blev der ved årsskiftet åbnet et nyt moutainbikespor gennem området, der er kendt som et yndet mødested for mænd. 

- Planen har været at efterhånden, som vi tager skoven i brug til offentligheden, vil mændenes aktiviteter i skoven aftage, siger Niels Ole Præstbro, der er sekretariatschef i Naturpark Lillebælt og projektchef for Staurby Skov til TV 2 Fyn.

Det har i mange år været almindeligt kendt, at den lille stump skov syd for motorvejen er et mødested for mænd, der ønsker sex med hinanden.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Men for brugerne af det nye mountainbikespor kom det som en overraskelse, at der ikke bare blev cyklet i Staurby Skov. 

Blev overrasket over sexorgie

Søndag var Per Strandstoft på en prøvetur på det nyanlagte mountainbikespor og her blev han til sin store overraskelse konfronteret med mænd der åbenlyst dyrker sex i skoven.

Til TV 2 Fyn fortæller han, at han ad flere omgange så mænd, der dyrkede sex.

- Jeg møder 10-12 mænd, der er i gang med at have sex med hinanden - helt åbenlyst. Det er faktisk ikke særlig sjovt, siger Per Strandstoft.

Ifølge Niels Ole Præstbro vidste de frivillige, der har deltaget i arbejde med det nye mountainbikespor dog godt, hvad der foregik i skoven.

- Men jeg er rystet over de oplevelser vi nu har hørt om. Det er en anderledes konflikt i naturen, en konflikt jeg ikke prøvet det før, siger Niels Ole Præstbro.

Ingen anmeldelser

Det er ikke ulovligt, at dyrke sex  under åben himmel, men det bliver til en ulovlig handling, når nogen med forsæt laver blufærdighedskrænkelser. 

Men det er der tilsyneladende ingen eksempler på fra Staurby skov. Ifølge Fyns Politi har der været få - eller nærmest ingen - anmeldelser om blufærdighedskrænkelser fra netop Staurby Skov de seneste mange år.

MTB-aktiviteter udbygges i skoven

Det nye mountainbike-spor er anlagt i det nordøstlige hjørne af skoven, hvor der også er en større parkeringsplads. Det er her mændene mødes og går ind i skoven.

Men planen er at udvide aktiviteterne for mountainbikere i skoven, så sexmøderne til sidst bliver presset ud af skoven. 

Udover det nye spor er man i gang med, at lave en såkaldt teknikbane for mountainbikekørere i området, og Niels Ole Præstbro oplyser, at der kigges på ønsker om, at lave endnu et mountainbikespor.

Er man så ikke med brug af mountainbikerne ved at presse de sexdyrkende mænd ud af skoven?

- Det er hele idéen. Det er skatteborgernes penge, og vi har købt skoven, så alle kan komme ud i skoven.

- Vi forventer, at de (de sexdyrkende mænd, red.) tænker over, at det kan støde andre og finder andre steder, siger Niels Ole Præstbro, og tilføjer, at han ikke håber sexaktiviteterne flytter et andet sted hen i Staurby Skov.

LGBT+ undrer sig

Således ligger det i kortene, at den stump af skoven, som i dag kaldes "Bøssernes Paradis", og som har kursus- og konferencehotellet Severin som nærmeste nabo, overtages af skovvandrere og mountainbikekørere.

LGBT+ Danmark kender ikke den konkrete sag, og har ikke kontakt til brugerne af Staurby Skov , men sekretariatschef Susanne Branner Jespersen siger i en kort udtalelse:

- Det undrer os, at kommunen ikke har valgt en mere pragmatisk løsning som havde tilgode set alle brugere af skoven, når det er velkendt, at skoven er et cruising-område (et sted hvor mænd har sex med mænd, red.).

Oversigt

    Oversigt