Vejdirektoratet svarer igen på kritik af ny fynsk ladepark
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
I maj åbnede en ny stor elbil-ladepark ved Lillebælt under stor bevågenhed fra både medier og politikere. Nu er den genstand for klage over alt for høje priser. Det skrev TV 2 Fyn i sidste uge.
Det er Elbilforeningen, som i sidste uge sendte en klage til Vejdirektoratet, hvor foreningen beskylder ladeparkens operatør Clever for urimelige priser til de kunder, som ikke har et lade-abonnement hos dem.
Ifølge Elbilforeningens beregninger kræver Clever op til 36 procent mere for ikke-abonnenter. Og det er ikke i orden, mener elbilforeningen.
- Problemet er, at Clever ikke lever op til konditionerne i kontrakten. Clever har sat nogle urimelige skrub af-priser til de el-bilister, som ikke har et fast abonnement hos dem, siger Asser Mortensen, der er direktør i elbilforeningen.
Vejdirektoratet lytter til kritikken og er nu igang med at undersøge forholdene, skriver de i en mail til TV 2 Fyn.
- Vejdirektoratet er fuldt opmærksomme på kontrakten mellem Clever og Vejdirektoratet, herunder bestemmelserne om slutbrugerpriser, som naturligvis skal overholdes. Vejdirektoratet har derfor anmodet Clever om dokumentation for, hvordan de kan efterleve kontraktens bestemmelser om slutbrugerpriser.