Voldsmand for farlig til almindelig straf

En stribe overfald i bl.a. Fredericia og Middelfart udløser en sjælden brugt straf. 33-årig er dømt 10 gange.

En mand fra Fredericia er så farlig for sine omgivelser, at Vestre Landsret har straffet ham med forvaring i stedet for fængsel.

Den 33-årige Jon Bierfreund Breum er dømt for en stribe voldelige overfald.

For eksempel brugte han både en kniv og en kødøkse mod en mand, som han en dag i februar 2010 på banegården i Fredericia tilfældigt fik øje på.

Offerets kvindelige bekendte fik nikket en skalle, blev slået flere gange i ansigtet og desuden såret af et knivstik.

Kæresteparret måtte flygte ind i baglokalet til en DSB-kiosk for ikke at lide yderligere overlast.

Kort tid derefter gik det ud over en ung fyr, der fik hjernerystelse, buler og sår.

I Middelfart truede han en hundelufter med at ville smadre ham og hunden, fordi hundelufteren havde bedt ham om at stoppe hærværket på en række parkede biler.

Også betjente i arresten i Odense har den 33-årige været voldelig over for.

Landsretten mener, at en almindelig tidsbestemt straf ikke er nok.

Derfor har retten idømt ham forvaring, som kun må bruges, når fængsel ikke er tilstrækkeligt til at afværge den fare, den dømte udgør over for andre.

Forvaring tages i brug et par gange om året.

De dømte anbringes som regel i Anstalten ved Herstedvester, som efter tre år skal vurdere, om der er grundlag for en prøveløsladelse.

Rigsadvokaten skal også høres, før spørgsmålet om løsladelse indbringes for retten. Derefter vurderes personen en gang om året.

Forvaringsdømte risikerer at tilbringe lang tid bag lås og slå.

Jon Bierfreund Breum er blevet straffet ni gange siden 1994.

Da den nyeste sag blev behandlet af en domsmandsret i Kolding sidste sommer, blev resultatet ligeledes forvaring.

Oversigt

    Oversigt