Min mening: Ærø, Dalby og Horne er lige så vigtige som København

Jeg er træt af den udligning, vi har i Danmark. Meningen med udligningssystemet er, at udligne den økonomiske forskel mellem kommunerne. Men som det er nu, så tilgodeser den i høj grad hovedstadsområdet.

Af Ole F. Pedersen, folketingskandidat for Venstre

En tredjedel af den danske befolkning bor i hovedstadsområdet, men de får op mod 70 procent af vores fælles penge. Og de resterende områder, nogen kalder det for ”Udkantsdanmark,” får blot 30 procent. Udligningen sikrer altså langt fra ens sociale vilkår for alle danskere.

MIN MENING - PÅ VEJ MOD VALG

Alligevel er der jo heldigvis mange af os, der elsker at bo udenfor hovedstadsområdet. Jeg kunne aldrig finde på at kalde vores område for Udkantsdanmark. Jeg kalder det for ”Udsigtsdanmark.”

Her elsker vi naturen, vandet, bakkerne og markerne omkring os. Og alt dette har vi, selvom vi jo trods alt bor i byer af en vis størrelse.

Fællesskabet trives og ildsjæle får foreningslivet og andre sociale væresteder til at blomstre. Så langt så godt. 
Alligevel kan vi her på Fyn læse om den ene kommune efter den anden, der af økonomiske årsager har svært ved at leve op til de standarder, som almindelig sund fornuft kan se er rimelige. Hver en krone vendes, og der er nedskæringer mange steder. Dette sker endda i en tid med opsving og optimisme. Nu må det være slut. På dette punkt har Folketinget svigtet. 

Af parti-taktiske hensyn brød forhandlingerne om en ny udligningsreform sammen. Ingen har turde tage ansvar for at få hele Danmark med. Hvis jeg får mandat til Folketinget, vil jeg arbejde intenst på at få den sunde fornuft tilbage, og få regeringen til at tage alvorligt, at Ærø, Dalby og Horne er lige så vigtige som København. 

Det er vores hverdag, det er vores liv. Giv os en udligningsreform NU. 

Vi har haft en udflytning af statslige arbejdspladser, og nu ser jeg gerne, at man også satser på uddannelsesinstitutioner i landdistrikterne. En by som Glamsbjerg har vist, at man - også på landet - kan få et større studiemiljø op at stå. 

Så lad os ved fælles hjælp få hele Fyn - ja hele Danmark – sat på kortet.

 

Oversigt

    Oversigt