Af Ditte Helene Rasmussen, folketingskandidat for SF
Når nogen brækker benet eller får lungebetændelse, finansierer vi solidarisk behandlingen. Hvis vi får en psykisk lidelse eller en tandsygdom, skal vi selv have dankortet op af lommen. Det er uretfærdigt, det skaber ulige muligheder og det har kæmpe konsekvenser for både den enkelte og for samfundet.
MIN MENING - PÅ VEJ MOD VALG
Uretfærdig og ulogisk opdeling
I starten af februar kunne vi læse, at flere unge udskyder at gå til tandlæge. Ja, mange af mine venner har ikke været til tandlægen i flere år, selvom tænderne gør ondt. Det er dog ikke kun unge, men også kontanthjælpsmodtagere og andre lavindkomstgrupper, der udskyder eller helt undgår at tage til tandlæge, selvom de har behov for behandling. Det betyder at problemerne får lov til at vokse sig alt for store inden folk får den hjælp, de har brug for. Det har kæmpe konsekvenser, for munden hænger sjovt nok sammen med resten af kroppen.
Vi ved at dårlige tænder kan forværre forløbet af andre sygdomme blandt andet diabetes, hjertekar-sygdomme og leddegigt. Sygdomme som koster det danske samfund dyrt både i forbindelse med behandling og nedsat arbejdsevne.
Det samme gælder psykiske lidelser. Udover at psykiske lidelser i sig selv udgør 25 % af den samlede sygdomsmængde i Danmark, ved vi, at psykiske og fysiske lidelser hænger sammen.
Vi ved, at næsten alle psykiske lidelser øger risikoen for at få kroniske fysiske sygdomme, selv når man tager højde for livsstilsfaktorer som eksempelvis rygning og overvægt. Vi ved, at mennesker, der har en psykisk lidelse i gennemsnit lever kortere end dem, der ikke har. Hvorfor har vi så stadig denne helt ulogiske opdeling af vores sundhedsvæsen?
Sker ikke over natten
Ved at fjerne brugerbetalingen, fjerner vi den absolut største barrierer for at folk får hjælp i tide. Det giver folk lige mulighed for at få behandling uanset størrelsen på deres pengepung, og det sikrer at færre skal leve med lidelser, der kunne have været behandlet.
Det er dyrt, vil nogen sige. Ja, men velfærd koster penge. Det er heller ikke noget, jeg forestiller mig kommer til at ske over natten, men vi kan da begynde med at gøre det billigere for dem, der har mindst: De unge, de udsatte og de svageste ældre, så de ikke skal være bekymrede for om økonomien ramler, hvis de skulle blive syge.
Fri og lige adgang til sundhed er i mine øjne grundlæggende for et velfærdssamfund. Din mulighed for behandling skal ikke afhænge af, om du brækker benet, knækker psyken eller flækker tanden.