Min mening: Stop de private plejehjem

76 ældre beboere på plejecenteret i Hjallese skal med kort varsel flyttes til nye plejehjem i Odense Kommune, blot fordi en privat aktør vil tjene penge på at drive plejeboliger i kommunen. Lovgivningen må laves om, mener folketingskandidat Alexander Grandt.

Af Alexander Grandt, folketingskandidat for Socialdemokratiet

Det skulle ellers være så godt med private friplejehjem, men lovgivningen rammer de ældre på de offentlige plejecentre hårdt. Det kan ikke være rigtigt.

MIN MENING - PÅ VEJ MOD VALG

TV 2/Fyns dækning af sagen viser tydeligt, hvor berørte beboerne på plejecenteret i Hjallese er af at skulle flytte. Det er ældre, svage medborgere, der i Hjallese har fået en god og værdig alderdom, med fællesskab, gode medarbejdere og venner at dele den sidste del af livet med. Alt det bliver nu ødelagt, fordi lovgivningen om friplejehjem giver private aktører særlige rettigheder til at etablere sig og konkurrere mod det kommunale tilbud.

Kommunerne står magtesløse tilbage og må acceptere at skære ned på sin kapacitet for ikke at have for mange ledige pladser. Det får vi ikke et bedre velfærdssamfund af.

Der er ingen tvivl om, at idéen om private friplejehjem først og fremmest er vokset i de borgerliges baghave. Venstre har i årevis gerne ville have flere private aktører i ældreplejen. Langsomt men sikkert, så vil de private plejehjem underminere de offentlige plejecentre. Det er helt urimeligt, at kommunerne ikke har mulighed for at sætte foden ned.

Får vi ikke lavet lovgivningen om, så vil andre risikere at havne i lignende situationer som den i Hjallese, hvor sagesløse ældre bliver ofre for en borgerlig politik der er drevet af ren og skær ideologi, fremfor hensynet til de ældre.

Friplejehjemmene er finansieret af offentlige skattekroner og når det nu er tilfældet, så burde lovgivningen laves om, således private aktører ikke står med en særlig ret til at drive plejehjem. Det må da i sidste ende være lokalt man beslutter om man vil have et friplejehjem eller ej. Skal der oprettes private plejehjemspladser, så skal det ske i et samarbejde med kommunen, så kommunalpolitikerne kan trække i bremsen, hvis private plejehjem får så negative konsekvenser som for beboerne i Hjallese.

Lovgivningen må først og fremmest tage hensyn til de ældre, der fortjener en god og værdig alderdom. Det viser TV2’s dækning med al tydelighed, at den ikke gør nu.

Oversigt

    Oversigt