Odeon-sagen: Fynsk V-profil kalder to ministre i samråd

Udenrigsminister Jeppe Koefoed og kulturminister Rasmus Prehn skal svare på, hvilke overvejelser regeringen gør sig for at undgå kinesisk indblanding i danske kulturbegivenheder.

Folketingsmedlem Jane Heitmann (V) indkalder nu udenrigsminister Jeppe Koefoed (S) og fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) i åbent samråd efter en mystisk aflysning af et stort Kina-kritisk danseshow i Odense.

Jane Heitmann er bekymret over, at de kinesiske myndigheder flere gange har blandet sig i kulturelle begivenheder i Danmark. Det er tidligere sket i Aarhus og i København, og i Odense er et stort kinesisk kultur- og danseshow for nylig blevet aflyst i musik- og kulturhuset Odeon.

Odeon afviser dog, at aflysningen er sket på grund af officielt kinesisk pres, men Jane Heitmann er ikke overbevist om, at hele sandheden er kommet frem.

- Det undrer mig, at vi fra Odeon har fået skiftende forklaringer på aflysningen, og når der så er andre eksempler på, at Kina trykker danske kulturinstitutioner på maven for at få dem til at aflyse, er der behov for at komme til bunds i sagen.

- Jeg er nysgerrig efter at vide, hvilke overvejelser regeringen gør sig i forhold til det stigende kinesiske pres i Danmark. Det vil jeg gerne have dem til at redegøre for i et åbent samråd, siger Jane Heitmann.

Sagen er allerede landet på indenrigsminister Astrid Krags (S) bord, da byrådsmedlem og vikarierende MF Pernille Bendixen fra Dansk Folkeparti mener, at den er af principiel karakter.

Hun vil blandt andet have ministeren til at svare på, hvilke muligheder Odense Kommune har for at undersøge omstændighederne omkring den mystiske aflysning i Odense. 

Odense Byråd besluttede onsdag, at indkalde til et ekstraordinært møde med Odeons ledelse i håb om, at det kan kaste nyt lys over omstændighederne.

Oversigt

    Oversigt