I det fynske folks tjeneste

Radikale kan bremse undersøgelse af Odeon-sagen

Enhedslisten er tæt på at få politisk flertal for en undersøgelse af en mystisk aflysning af et stort kinesisk show i Odense. Radikale kan blive udslagsgivende.

Enhedslisten i Odense vil have undersøgt forløbet omkring Odeons aflysning af et kinesisk show i Odeon. Radikale kan blive tungen på vægtskålen for at få forslaget igennem. Foto: Alexander Aagaard

Enhedslisten i Odense vil have undersøgt sagen om en mystisk aflysning i det kommunalt ejede kultur- og musikhus Odeon og er tæt på at samle politisk flertal i byrådssalen.

Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Alternativet er parate til at bakke op for at få afdækket, om der ligger selvcensur eller diskrimination bag aflysningen af forestillingerne, som var planlagt den 2. og 3. april næste år. 

Læs også Enhedslisten: Hvorfor vil borgmesteren ikke opklare mystisk aflysning i Odeon?

- Vi støtter forslaget fra Enhedslisten, hvis det kan behandles i byrådet og er indenfor reglerne for, hvad vi kan kræve af et privat firma, siger rådmand Jane Jegind (V).

- Konservative kan også i store træk støtte forslaget. Det må være i alles interesse, at vi kommer til bunds i den her sag, siger rådmand Søren Windell (K).

Borgmester vil ikke undersøge sagen

Borgmester Peter Rahbæk Juel sagde fredag, at han ikke finder grundlag for at undersøge sagen.

Overblik:

* Falun Dafa i Danmark har i månedsvis samarbejdet med Odeon om at få det kinesiske show Shen Yun Performing Arts til Odense i begyndelsen af april næste år. 

 

* Shen Yun er kritisk overfor det kinesiske regime. Kina har før forsøgt at presse danske og europæiske kulturinstitutioner til ikke at hyre kunstnergruppen. 

 

* Da kontraktudkastet skulle underskrives, aflyser Odeon pludselig med begrundelsen, at datoerne ved en fejl allerede var optaget til en anden stor lokal aktør.

 

* TV2/Fyn er bekendt med identiteten på den lokale aktør, som afviser at have booket sig ind på de dage, som Odeon påstår.

 

* Den pludselige aflysning har ført til mistanke om selvcensur eller eksternt pres for ikke at støde det kinesiske regime.

 

* Odeon er kommunalt ejet, men det er det private firma H C Andersen Kongrescenter A/S, som står for driften via en forpagtningsaftale med Odense Kommune.

Se mere

SF vil først tage endelig stilling til forslaget fra Enhedslisten, når partiet har haft tid til at sætte sig nærmere ind i den konkrete ordlyd i indstillingen til byrådet.

- Jeg er oplyst om, at vi ikke kan kræve en undersøgelse af et privat firma, når de ikke har brudt vores forpagtningsaftale, siger rådmand Brian Dybro (SF).

Radikale tøver 

Hvis stillingen holder frem til byrådsmødet, står det lige nu 14-14, og så kan den radikale rådmand Susanne Crawley komme til at sidde med den afgørende stemme. 

Susanne Crawley sagde til TV 2/Fyn mandag, at hun gerne vil have sagen opklaret.

 - Det er ærgerligt, at der er skabt tvivl om Odeon, der er en vigtig kulturinstitution for Odense, har udøvet selvcensur. Jeg mener derfor, at det må undersøges, hvad der er op og ned i sagen, for der skal ikke herske tvivl om, at jeg og Radikale Venstre står på mål for retten til at udtrykke sig kritisk gennem kunst.

Læs også Ekspert: Borgmester på tynd is i Odeon-sagen

TV 2/Fyn har tirsdag spurgt rådmanden, om det betyder, at hun også bakker op om den undersøgelse, som Enhedslisten vil foreslå i byrådssalen. Her er svaret mere tøvende. 

- Ikke nødvendigvis, lyder svaret.

Rådmanden har ikke mulighed for at stille op til interview tirsdag, men tilføjer følgende:

- Sædvanligvis vil borgmesteren, når der er en initiativretssag formulere en resolutionstekst. Den afventer jeg.

Håber på radikal støtte

Enhedslistens politiske ordfører Reza Javid håber, at Radikale beslutter sig for at bakke op om forslaget, og at ønsket om en grundig undersøgelse ikke udvandes i en resolutionstekst.

- Vi kan sagtens ændre lidt i ordlyden i vores forslag, hvis der er nogle formuleringer, som Radikale gerne vil have ændret. Ytringsfrihed og kunstnerisk frihed er jo også stærke radikale værdier, så jeg håber virkelig, at vi kan regne med radikal opbakning til en grundig undersøgelse, siger Enhedslistens politiske ordfører Reza Javid.

Enhedslisten forventer, at forslaget kommer i byrådet den 11. december.