Efter møde: Endnu ingen løsning på politikaos

Der kom ingen løsninger på bordet, da Fyns Politiforening mødtes med den øverste ledelse i Fyns Politi.

OPDATERET (13:10): Reaktioner fra Fyns Politiforening

Den interne konflikt er endnu ikke løst hos Fyns Politi. Der er aftalt et nyt møde, hvor parterne igen skal mødes for at løse konflikten, der er udsprunget af reorganiseringen af Fyns Politi, kommunikationsvanskeligheder og ifølge politiforeningen - politidirektørens hårde ledelsesstil.

Ifølge Fyns Politi var det et konstruktivt møde, hvor der blev lyttet til kritikken fra de 600 medlemmer af Fyns Politiforening, der tidligere på ugen afbrød samarbejdet med politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen.

- Det var et møde, hvor vi lyttede til foreningens kritikpunkter. Der var nogle konstruktive forslag, som vi nu vil drøfte. Det er vigtigt, vores samarbejde kommer tilbage på sporet hurtigst muligt. Jeg anerkender den vigtige indsats alle medarbejdere i Fyns Politi har leveret og leverer hver eneste dag. Jeg har derfor overfor foreningen beklaget, at min kommunikation har givet anledning til en anden opfattelse.

Hos Fyns Politiforening havde man også en god fornemmelse efter mødet. 

- Vi har haft et okay konstruktivt møde, hvor ledelsen har hørt vores kritik. Men Rom blev jo ikke bygget på en dag, og vi har jo også en hverdag, der skal passes. Men kort sagt, så er jeg tilfreds med mødet i dag, siger Steffen Daugaard, formand for Fyns Politiforening.

De to parter skal mødes igen, hvor de endnu engang skal forsøge at løse konflikten mellem ledelsen og betjentene. Ifølge formanden for politiforeningen, så vil man forsøge at få samarbejdet op at køre igen, men vil ikke uddybe yderligere, hvilke resultater de konkret går efter på møderne.

- Vi prøver at komme tilbage på samarbejdssporet. Men hvad vi ellers går efter- det holder vi for os selv. Det er interne affærer, forklarer Steffen Daugaard til TV 2/FYN.

Fyns Politiforening og den øverste ledelse hos Fyns Politi mødes igen den 17. oktober. 

 

Oversigt

    Oversigt