Odense kan blive naturgascenter for hele Syddanmark

Kerteminde og Nordfyn kommuner tager stilling til salg torsdag aften. Assens besluttede sig onsdag aften. Gassen kan blive billigere på Fyn.

Mens det har været salget af NGF Nature Energys kommercielle del og biogasdelen til den engelske kapitalfond Pioneer Point Partners, der har stjålet opmærksomheden, tyder noget på, at endnu en nyhed kan blive afsløret fredag.

Fredag har de sidste to ejerkommuner, Kerteminde og Nordfyn, afgjort om de stemmer ja eller nej til et salg.

Men kommunerne skal også tage stilling til, om de vil sælge ledningsnettet til statens Energinet.dk.

Samtidig med de forhandlinger har staten forhandlet med Danmarks største naturgasdistributør HMN Naturgas.

Falder den handel på plads, kan hele gasnettet blive statsligt og Odense blive driftscenter for hele det sydlige Danmark.

Der er i dag 16 ansatte i NGF Distribution, der står for driften af det fynske gasnet.

Gastaksterne forventes uændrede til 2023, hvorefter priserne vil blive harmoniseret. Det vil være en fordel for de fynske gasforbrugere, da det fynske net har været forholdsvis dyrt at drive. Taksterne forventes derfor at falde på Fyn.

Som tidligere omtalt af TV 2/Fyn har Pioneer Point Partners oplyst, at man vil gøre NGF Nature Energi og Odense til nyt hovedsæde for en global og international biogasforretning.

Det har ikke været muligt at få oplyst, om NGF Nature Energy fredag indkalder til et pressemøde, når alle ejerkommuner har besluttet, om man vil sælge på de givne betingelser.

Det er betingelser, der blandt andet indebærer, at de kan få cirka 335 millioner kroner i kommunekasserne.

 

Oversigt

    Oversigt