Endelig en sejr til OB

Efter fem kampe uden sejr sikrede superligaklubben OB sig søndag en vigtig sejr. På hjemmebane vandt de stribede 1-0 over FC Midtjylland på en fuldtræffer af Claus Petersen få minutter før tid.

-

/ritzau/
I 81 minutter var dagens kamp på Odense Stadion mellem OB og FC Midtjylland en ørkenvandring af tilfældigt spil, dårlige afleveringer og fornærmende få chancer.

Men så kom Claus Pedersen ind for hjemmeholdet. Med sin første berøring sikrede den 19-årige midtbanespiller OB en sejr på 1-0 blot syv minutter før tid.

En sejr, der betyder, at OB nu kan skimte toppen af Superligaen, mens FC Midtjylland med nederlaget har fået frit udsyn til bunden. OB-træner Uffe Pedersen, som før kampen ikke havde set sit hold vinde et Superliga-opgør de seneste fem runder, var efter den meget lige kamp tilfreds med de tiltrængte point.

Han medgav dog, at kampen kunne have gået til begge sider og var derfor nøgtern omkring Claus Pedersens scoring.

\"Det var symptomatisk for kampen, at Claus Pedersen, som ingen evner har i sit hovedspil, skulle afgøre kampen på et hovedstødsmål. Kampen bar præg af hård fight og af, at ingen af holdene ville tabe vigtige point. Heldet tilsmilede dog os til sidst\", sagde Uffe Pedersen.