Tre anholdt for indbrud

Fyns Politi anholdt natten til mandag tre personer, mistænkt for tre indbrud i Odense.

Først gik alarmen klokken 03.16, da der var indbrud hos en 83-årig kvinde på Melbyesvej i Odense M.

Mens hun sov blev et vindue brudt op, som gav adgang til stue og køkken.

Kvinden vågnede og skreg op, hvilket sendte tyven/tyvene på flugt.

De havde dog fundet nøglen til kvindens bil, som de forsvandt i.

En halv time senere anmeldte personale på plejehjemmet Korsløkkehaven i Odense S, at nogen forsøgte at bryde ind på plejehjemmets kontor.

Politiet rykkede ud med hunde og anholdt to personer: en 33-årig mand fra Odense SØ og en 36-årig kvinde fra Munkebo.

Under anholdelsen blev manden bidt i hånden af en af politihundene og måtte til behandling på skadestuen på OUH.

Samtidig fandt politiet bilen, der blev stjålet fra kvinden på Melbyesvej.

Tredje person og tredje indbrud

Ransagningen af bilen gav tegn på, at en tredje person havde medvirket. Politiet vil ikke oplyse hvilke tegn, men det førte til anholdelse af en 38-årig mand fra Odense C.

De tre personer mistænkes også for et tredje indbrud på Marstrandsvej i Odense, hvor der blandt andet blev stjålet medicin.

Oversigt

    Oversigt