Pengeregn til kulturen

Der var kontant støtte til en lang række kulturarrangementer, da Fyns Amts Undervisnings- og Kulturudvalg torsdag uddelte tilskud.

Nye kulturbevillinger fra amtet

Der var kontant støtte til en lang række kulturarrangementer, da Fyns Amts Undervisnings- og Kulturudvalg torsdag uddelte tilskud.

H.C. Andersen Festspillene fik i lighed med andre år en underskudsgaranti på 50.000 kr. til sommerens forestilling "Klodshans", som spilles i Den Fynske Landsby.

Teaterforeningen "Spotlight" fik en underskudsgaranti på 20.000 kr. til at opføre forestillingen "Boogie Wonderland" på Magasinet i Odense. I stykket medvirker ca. 60 unge i alderen 20-25 år.

Tranekær Amatør Slotsspil fik en underskudsgaranti på 10.000 kr. til opførelse af kirkespillet "Christine" i Tranekær Kirke. Stykket om den danske dronning Christine, tilpasses børnene, der selv vil få lov til at deltage i fortællingen ved at danse, synge og gå i optog.

Til Projektgruppen ved Idahella Poulsen blev der bevilget en underskudsgaranti på 15.000 kr. til opførelsen af forestillingen "E", der handler om det højaktuelle emne, Ecstasy. Danserne er frivillige amatører.

Sammenslutningen af Folkedansere i Fyns Amt fik en underskudsgaranti på 15.000 kr. til projektet "Rødder" eller "Hvor kommer vi fra?". Det er tanken at lave et gruppespil om menneskene i et landsbysamfund ca. 1800-1850. Spillet skal opføres i Den Fynske Landsby i august måned 2001.

Danmarks Grafiske Museum/Dansk Pressemuseum fik bevilget et tilskud på 75.000 kr. til en udstilling på Brandts Klædefabrik med værker af grafikeren Torben Skov.

Der blev bevilget et tilskud på 150.000 kr. til Børnekulturhuset Fyrtøjet, så de kan ansætte lønnede praktikanter fra Fyns Pædagogseminarium, ligesom de har haft mulighed for det de seneste 3 år i kraft af et lignende tilskud fra Fyns Amt. Et tilsvarende beløb på 150.000 kr. er reserveret til hvert af årene 2002 og 2003.

Kunsthallen på Brandts Klædefabrik fortsætter rækken af sanseudstillinger. Udvalget gav en underskudsgaranti på 75.000 kr. til dette års udstilling "Skøre Skyer".

Ingrid Kristensen & Co., der er en selvstændig del af "Odense Danser" fik en underskudsgaranti på 90.000 kr. Pengene skal bruges til at afholde fem dansearrangementer på gymnasier i Fyns Amt, for at give flere fynboer, ikke mindst de unge, en introduktion til dansen.

Peter Schaufuss-balletten, der ligger i Ringkjøbing Amt fik bevilget de 200.000 kr., som udvalget tidligere havde reserveret til formålet.

Endelig fik de Internationale Carl Nielsen Musik Konkurrencer ved sekretariatsleder Marianne Granvig et tilskud på 10.000 kr. til projektet "Børnejury". Formålet med projektet er at involvere fynske skolebørn i et stort internationalt musikarrangement på børnenes præmisser. Børnene kårer deres egen favorit og overrækker "Børnejuryens Pris" på 10.000 kr. Udvalgets tilskud er øremærket til prisen.

Oversigt

    Oversigt