Penge til den fynske kultur

-

-

Fyns Amts Undervisnings- og Kulturudvalg har endnu en gang uddelt milde pengegaver til en stribe kulturelle begivenheder på Fyn.


På udvalgets møde torsdag blev det vedtaget at give tilskud til følgende arrangementer:



  • Carl Nielsen International Music Competitions fik 17.500 kr. til at afholde \"Projekt Børnejury 2002\". Ideen er, at elever fra Glamsbjergskolen og Tallerupskolen i Tommerup skal kåre en vinder af den 2. Internationale Carl Nielsen Konkurrence.
  • Odense Bys Museer fik 150.000 kr. til udstillingen \"På sporet af mennesker\". Udstillingen vises på Hollufgård fra 1. februar til 30. april 2002. Rekonstruerede huler, interaktive stationer og en biograf er med til at skabe stemningen og landskabet, hvor man blandt andet kan se hule- og klippemalerier fra fem kontinenter.
  • Børnebibliotekerne fik 50.000 kr. til at gennemføre festivalen \"Den gode historie - på tværs 2002\". Festivalen er landsdækkende og finder sted fra den 30. september til den 13. oktober. Der vil være lokale aktiviteter, blandt andet udførelse af dansehistorier med hjælp fra professionelle dansere.
  • Sammenslutningen af lokalarkiver i Fyns Amt, SLA Fyn, fik 30.000 kr. til brug for information og uddannelse for de 92 medlemsarkiver i SLA Fyn. De fleste arkiver drives primært af frivillige medarbejdere og tilskuddet gør det muligt at formidle viden og information om arkivarbejde på lokalt plan.
  • Odense Fortællekreds fik 5.000 kr. til at afholde \"På Eventyr med H.C. Andersen\" 2002. I Odense er der rundt om placeret statuer inspireret af H.C. Andersens eventyr. Det er ved nogle af disse statuer, fortællingerne skal foregå.
  • Odense Foto-maraton fik en underskudsgaranti på 5.000 kr. til at afholde foto-marathon 2002, der finder sted 1.-2. juni. Arrangørerne håber på deltagelse fra mere end 100 fotointeresserede.
  • Hvide-Horse Fionia fik en underskudsgaranti på 50.000 kr. til atter at gennemføre Odense Middelalder Dage. Arrangementet har været afholdt i nogle år og foregår på Engen i juli 2002. Odense Middelalderdage giver gæsterne mulighed for at tilegne sig viden om middelaldertiden i såvel Danmark som Europa.