Huspriserne stiger på Fyn

Huspriserne på Fyn stiger igen, viser en dugfrisk statistik fra BRFkredit. I månederne april og maj steg salgspriserne med hele fem procent i forhold til månederne før. Kun få amter i provinsen har oplevet prisstigninger som de fynske.

-

Statistikken fra BRFkredit baserer sig for Fyns Amts vedkommende på 200 handler i april og maj måned. Det svarer til 25 procent af alle handler på Fyn i denne periode.  I modsætning til de fleste amter i Jylland er priserne på de fynske ejendomme steget.

Bortset fra Viborg Amt har alle jyske amter oplevet prisfald de seneste måneder, men på Fyn er det altså gået den anden vej.

\"Man kan måske tale om en ny skillelinje i Danmark. Grænsen går ikke længere ved Storebælt, men er nu rykket til Lillebælt\", siger cheføkonom i BRFkredit Jens Christian Nielsen.

Kunstigt lave priser
Han understreger dog, at materialet indtil videre er relativt spinkelt, og de kommende måneder vil vise om de fynske prisstigninger holder ved.

\"Det kan også være et udtryk for at priserne på det fynske ejendomsmarked siden 11. september har været kunstigt lave, men det vil den næste statistik afsløre\", siger Jens Christian Nielsen.