En 28-årig mand er blevet dræbt i en trafikulykke på Nordfyn. Det oplyser Fyns Politi.
Fyns Politi modtog klokken 6.02 en anmeldelse om en alvorlig færdselsulykke i svinget ved Krogsbøllevej og Norupvej nord for Otterup på Nordfyn.
Den 28-årige mand havde af endnu ukendte årsager mistet herredømmet over sin bil og påkørt et vejtræ. Sammenstødet med træet var så voldsomt, at den 28-årige døde af sine kvæstelser.
Pårørende er blevet underrettet
Ulykken er blevet undersøgt af en bilinspektør, der i samarbejde med politiet skal forsøge at klarlægge årsagen. Undersøgelserne på ulykkesstedet er afsluttet.
Den 28-årige mand er fra det nordlige Odense, og de pårørende er underrettet.
Fyns Politi har ikke yderligere oplysninger i sagen.