87-årige Birthe var fanget i container: - Nu er jeg en stærk pige

Ståldørene blev smækket i og alt var mørkt. Birthe Sørensen kalder oplevelsen for ubehagelig, men er glad for, at hun er en stærk pige. Kommunen har givet hende en kurv med gode sager som en undskyldning.

- Så lyder der et bang, så blev den ene af ståldørene smækket i, så kommer nummer to og så var det ellers sort derinde, fortæller 87-årige Birthe Sørensen, der sidste weekend blev spærret inde i en container på genbrugspladsen i Bogense.

- Det var meget ubehageligt. Jeg vidste jo ikke, hvornår jeg kom ud igen, siger hun.

Heldigvis hørte et ældre ægtepar Birthe Sørensens banken og fik hende lukket ud.

- Det må bare ikke ske. Nu er jeg en stærk pige, men hvad med dem der er svage og ikke har kræfterne til at kunne råbe op, siger Birthe Sørensen. 

Har været på genbrugspladsen igen

Birthe Sørensen har allerede været på genbrugspladsen igen, fortæller hun til TV 2/Fyn:

- Jeg skal jo af med mit haveaffald. Jeg har været derude så utroligt mange gange i år, fortæller hun.

Hun har fået en undskyldning af genbrugspladsen og Nordfyns Kommunes formand for Teknik-og miljøudvalget, Anders Thingholm, i et brev med en tilhørende kurv fyldt med gode sager.

- Jeg har det rigtig skidt, med det der er sket. Det er en rigtig dårlig oplevelse, Birthe har været udsat for. Hun er heldigvis stærk, men hun får da en ekstra service, næste gang hun kommer, siger Hans Rasmussen, der er leder af Genbrug og Renovation.

Han forsikrer, at noget lignende aldrig nogensinde er sket før. 

Hans Rasmussen kan ikke finde den naturlige forklaring på, hvordan det kunne ske.

Gennemgår sikkerheden

Containerne er førhen blevet låst af uden for genbrugspladsernes åbningstid for at undgå tyverier. Efter uheldet ændrer Nordfyns Kommune procedurer på genbrugspladserne i både Bogense og Otterup. Indtil der er fundet en permanent løsning, vil containerne fremadrettet stå åbne - også efter lukketid.

Derudover giver episoden anledning til at revurdere sikkerheden på kommunens genbrugspladser. 

- Det er i det hele taget en god anledning til at gennemgå sikkerheden på pladserne og se nærmere på procedurerne på områder, hvor der er grund til at være ekstra opmærksom. Det vil vi bruge ekstra kræfter på de nærmeste dage, siger Hans Rasmussen.

Hør Birthe Sørensen fortælle hele hendes oplevelse af at være fanget i containeren.
 

Oversigt

    Oversigt