Blev lovet noget andet: Nu risikerer elever at skulle flytte skole

I valgkampen blev forældre i Nordfyns Kommune lovet, at ingen skoler skulle lukke. Nu har kommunen planer om at flere elever skal samles på færre skoler.

Nordfyns Kommune har planer om at ændre på skolestrukturen.

Ifølge et forslag skal flere skolebørn samles på færre skoler, og det vækker vrede blandt forældrene, der i valgkampen blev lovet ro om de små skoler i landsbyerne.

En af dem er Kirsten Wacher. Hun er utilfreds med kommunens planer om at lukke mellemtrinnet på flere skoler. 

- Jeg blev rimelig chokeret, da jeg så forslaget, fortæller hun. 

Skoleeleverne i Nordfyns Kommune starter i skole igen onsdag.
Skoleeleverne i Nordfyns Kommune starter i skole igen onsdag.
Foto: Pernille Gram

Bliver forslaget stemt igennem vil skolebørn i Nordfyns Kommune skulle skifte skole afhængigt af klassetrin.

- For mine børn vil det betyde skoleskift i syvende klasse, og det synes jeg, er rigtig ærgerligt, for det vil give noget uro for dem. For andre børn her i området betyder ændringerne, så fremt de bliver vedtaget, faktisk to skoleskift, forklarer Kirsten Wacher.

Underskrev garanti

Forslaget indgår som en del af et stort sparekatalog fra kommunens forvaltning. Her foreslår embedsmændene, at politikerne fjerner tredje til sjette klasserne på landsbyskolerne Veflinge, Uggerslev, Skovløkke og Løkkemark.

Samtidig foreslår administrationen også, at overbygningen på skolerne i Krogsbølle og Særslev bliver lukket, og eleverne flyttet til andre skoler.

Under valgkampen i november lød der ellers helt andre toner fra politikerne om skolerne. Dengang underskrev samtlige partier en garanti om, at skolelukninger var udelukket. Men her knap ni måneder senere er der alligevel forslag på bordet om at ændre på skolestrukturen.

Borgmester Morten Andersen (V) vil dog hverken dømme forslaget inde eller ude endnu.

- Jeg vil ikke forholde mig til de enkelte forslag på nuværende tidspunkt. Nu skal vi afvente høringsperiodens udløb, siger han til TV 2/Fyn. 

Høringsfristen løber frem til den 29. august. 

Se hele indslaget om skolestrukturen her, og hør blandt andet, hvorfor Socialdemokraterne mener, at der er tale om skolelukninger i forklædning.

Oversigt

    Oversigt