Campingplads indfører særlig hjælp til nye campister

På campingpladsen Flyvesandet vil der fremover være supercampister, som de mange nybegyndere kan henvende sig til. Pladsen håber, at det kan få dem til at komme igen.

Mange bliver i år indenfor landets grænser i sommerferien, og det har fået flere til at kaste sig ud i at prøve noget nyt. 

Det kan mærkes på de fynske campingpladser, hvor de forventer at næsten 20-30 procent af deres besøgende denne sommer er førstegangscampister.

Derfor har man på DCU's campingplads Flyvesandet på Nordfyn besluttet at indføre et nyt koncept. Seks fastliggere vil fremover stå klar til at hjælpe de mange nye på pladsen godt i gang.

- Vi forventer, at der kommer mange nye campinggæster på vores campingplads i løbet af sommeren, og vi vil gerne sikre, at de får en rigtig god oplevelse. Så kommer de forhåbentlig igen, siger Susan Vangedal, lejrchef på DCU- Flyvesandet Strand Camp.

Vil forhindre skilsmisser

De seks hjælpere er alle erfarne campister, der bor fast på pladsen. Og de kommer til at besøge alle nye, som dermed kan få hjælp, hvis de for eksempel har spørgsmål til, hvordan de rejser deres telt eller får bugseret den nye campingvogn på plads.

quote Man har jo set tilfælde, hvor manden og konen næsten er blevet skilt, inden de er færdige med det praktiske

Niels Christensen, campist siden 1974

Men også hvordan man ordner de praktiske ting inde i campingvognen som gas, vand og toilettet. Og ifølge supercampisten Niels Christensen, der har camperet siden 1974, er det da også netop her, det kan gå galt for nybegynderne.

- Man har jo set tilfælde, hvor manden og konen næsten er blevet skilt, inden de er færdige med det praktiske. Så er det bedre, at de får lidt hjælp, så der kommer ro på det, siger han.

Kan kendes på t-shirten

Ifølge campingpladsen har fastliggerne altid været flinke til at hjælpe nyankomne, men i år har den valgt at sætte det lidt mere i system og gøre supercampisterne synlige. 

Alle hjælperne har fået en t-shirt med navn på, så de er nemme at få øje på, fortæller lejrchefen.

- Ingen spørgsmål er for store eller for små, og der er ikke noget, der er pinligt at spørge om. Der har jo været en første gang for selv de mest erfarne, siger Susan Vangedal.

- En del af hjælperne er desuden lokale med et rigtig godt kendskab til området, så de kan også fortælle lidt om, hvad man kan opleve og den slags. Jeg håber også, det er med til at give gæsten et tilhørsforhold til pladsen, at man har nogle at hilse på.

Fortsætter ved succes

Ordningen gik i gang i uge 28 og vil strække sig over resten af sommeren til uge 31.

I år kommer den til at køre på forsøgsbasis, men det er ikke udelukket, at det kan blive en mere permanent ordning.

Hvis det er en succes, vil DCU næste år arbejde på at udbrede den til de øvrige 21 DCU-campingpladser i Danmark.           

            

Oversigt

    Oversigt