Civil tilbageholdt spritbilist: Alkometer viste promille på 1,88

En bilist ringede tirsdag aften til politiet, fordi en medbilist kørte mærkeligt og lugtede af alkohol. Det viste sig at være en fornuftig idé.

Fyns Politi blev tirsdag aften klokken 18.56 ringet op af en bilist, der på Stensbyvej i Skamby på Nordfyn havde tilbageholdt en anden bilist, en 65-årig mand, fordi han vurderede, at han både kørte mærkeligt og lugtede af alkohol.

Da politiet ankom til stedet, viste en alkometertest, at den 65-årige mand var ganske beruset.

De to mænd var blevet uenige på grund af en kørselsfejl, som den 65-årige angiveligt havde begået, men ikke var enig i. Og da de så står og diskuterer, mener modparten, at den 65-årige lugter af alkohol, og derfor ringede han efter politiet.

- Det kunne vi så konstatere var rigtigt nok, siger vagtchef hos Fyns Politi, Søren Frederiksen.

Politiets alkometertest viste en promille på 1,88, der altså er et godt stykke over de tilladte 0,5 promille.

Vagtchefen fortæller, at det ikke er alkometertesten, der er afgørende for mandens endelige straf.

- Den er blot retningsgivende. Der blev også foretaget en blodprøve, og det er den, der afgør den endelige sanktion, siger Søren Frederiksen.

Vagtchefen medgiver, at det godt kan blive en bekostelig affære for den 65-årige mand.

- Det kan sagtens blive dyrt. Det må vi se med svaret på blodprøven, der normalt kommer i løbet af tre til fire uger, siger Søren Frederiksen.

Førstegangstilfælde af spirituskørsel:

 

Oversigt

    Oversigt