I det fynske folks tjeneste

Corona giver lange udsigter til nye elever på fynsk højskole

Nordfyns Højskole plejer at tage imod kursister fra både Japan og Kina. Men frygten for coronavirus betyder, at flere af holdene risikerer at blive aflyst.

01:01

Corona-virus presser fynsk højskole. Video: Ole Holbech / Jonas Mattsson

Siden 2017 har Nordfyns Højskole taget imod kursister fra Kina og Japan, som bliver undervist i den danske måde at tænke børnehaver og pædagogik. Men lige nu er udsigten til nye asiatiske kursister længere end den plejer. Spredningen af coronavirus gør det svært at komme til Danmark. 

16 kinesere er lige nu på højskoleophold på Nordfyns Højskole. De kom inden coronavirussen brød ud for alvor i Kina, og skal nu hjem til en helt anden hverdag. 

Læs også Regionschef: Corona-epidemi vil lægge voldsomt pres på sygehuse

- De har reageret afslappet. Det, der har været mest i fokus, er den information, de får fra danske og udenlandske aviser i modsætning til kinesiske aviser. De frygter, der er mere under gulvtæppet, siger Mogens Godballe, der er forstander på Nordfyns Højskole.

Indtil videre forventer han, at de fire familier tager hjem som planlagt, da ingen af dem bor i nærheden af Wuhan. Men Danmark har åbnet op for muligheden for at forlænge hjemrejsefristen. 

Forlænget hjemrejsefrist

200 kinesere har indtil videre søgt om og fået lov til at blive i Danmark længere på grund af coronavirus. Det forlængede ophold giver kineserne mulighed for at blive i Danmark og planlægge en ny rejse hjem. De kan indtil videre få forlænget deres visums hjemrejsefrist med 30 dage, men visummet bliver ikke forlænget. 

Det er meget tvivlsomt, om de næste to hold, der skulle gå på skolen, bliver til noget.

Læs også Coronavirus: Fynsk skole tvunget til at aflyse klassetur

- Når vi snakker med vores samarbejdspartner i Sydkina, så siger han, at alt er gået i stå. Alt ligger ned. Hvis det fortsætter i flere uger, så kan vi ikke regne med, at det lykkedes med at få dem afsted her til påske. Så må vi simpelthen udsætte det, siger Mogens Godballe. 

Beskyt jer selv

Belinda Lei og hendes familie har været på højskolen siden starten af året. De forventer også at tage hjem som planlagt indtil videre.

- Jeg tror, at situationen bliver bedre. Vi vil beskytte os på vejen hjem. Vi tager masker på og holder afstand til folk. Når vi kommer hjem, så vil vi blive i vores hjem i 14 dage. Jeg tror, at det går, siger Belinda Lei. 

Læs også Virus holder fynboer hjemme fra stor e-sportsfinale

Hun og familien bliver på højskolen indtil 28. marts, hvor hjemrejsen mod Kina begynder. 

- Vi har sagt til alle vi kender, at de skal beskytte dem selv, siger Belinda Lei.

Japanske elever forsøger at komme før

Højskolens samarbejdspartner i Japan fortæller, at situationen er særligt slem der. Her er skoler lukket ned, og man må ikke samle sig mere end ti personer. 

- I Japan har vi også kontakter, og der er nærmest undtagelsestilstand. Så jeg er næsten mere bekymret for vores japanske elever. Den 29. marts skal vi have 17 japanske elever, som kommer her, og der har vi kontakt med dem om, at de skal komme før, for eleverne er simpelthen bange for ikke at kunne komme ud af Japan i marts måned, siger Mogens Godballe. 

Dermed hænger Nordfyns Højskoles udvekslingstur til Japan også i en tynd tråd, da skolen i Japan ingen elever har og dermed heller ikke har nogen indtægt. 

- Jeg forstår det ikke helt, for er det ikke bare en kraftig influenza, siger Mogens Godballe.