I det fynske folks tjeneste

Corona-restriktioner: Håndboldkvinder sat på prøve og pause

Der var noget "sidste kamp med kliken" over det, da to hold seniordamer skulle forvandle et par måneders forberedelse til én kamp inden coronapandemien satte det hele på pause.

Dagen før de nyeste corona-restriktioner træder i kraft vandt Søndersø IF over Haarby IF i Fynsserien. Foto: Alexander Aagaard

Hos seniorerne i SIF Håndbold i Søndersø ved de ikke, hvor lang tid der går, før de igen får lov til at spille en håndboldkamp.

De nye restriktioner på grund af stigende antal smittede med corona har med et forsamlingsforbud nemlig sat en stopper for alle håndboldkampe over U19-rækken og op til og med 2. division. 

Det er man selvfølgelig skuffet over i håndboldklubben i Søndersø, men det tog ikke gejsten fra Zenia Fabiansson inden søndagens kamp mod Haarby IF i Søndersøhallerne.

- Nu skal vi give den hele armen for vi ved ikke, hvor lang tid der går, før vi får lov til det igen, sagde Zenia Fabiansson.

Læs også Naturfænomen presser Æbelø: 350 dyr skal nedlægges

Sæsonen var ellers lige startet, og som træner Brian Højborg sagde i sit oplæg til kampen, så starter pausen først mandag.

- Det kan være en mental risiko, hvis vi går ind til den her kamp med at sige; vi skal bare ..., åååhhh der er alligevel pause, hvorfor skal vi spille den?

- Den kamp her kan vise sig at være endnu vigtigere end nogen anden kamp vi overhovedet skal spille, sagde træneren i sin peptalk.

Men corona-stramninger kommer på et ærgerligt tidspunkt.

- Det er en super ærgerlig situation. Vi har ventet i syv måneder på at få lov til at spille kampe igen. Vi har trænet intensivt i over to måneder og var klar til sæsonstart, så det er død-ærgerligt, siger Brian Højborg og tilføjer:

- Det vi lærer i denne situation, er et vi skal være omstillignsparate. Vi vidste, at det var en risiko, og det er vi klar til at tage med.

I første omgang rammer restriktionerne turneringens første fire uger. Hvilken betydning det har for det samlede turneringprogram er således usikkert, siger formand i Fyns Håndbold Forbund, Mogens Mulle Johansen.

- Vi ønsker jo, hvis det er muligt, at turneringen bliver spillet, og det ved vi reelt først om fire uger, fordi, hvis de tiltag, der nu er sat i gang, stopper om fire uger, så har vi mulighed for at spille de kampe, der nu bliver udsat, i resten af november og december, siger formanden til TV 2 Fyn.

Og Søndersø-kvinderne gav den hele armen mod Haarby IF. I hvert fald kunne de gå til den tvungne pause på fire uger med en sejr på 23-21.

Læs også Følg corona-situationen: Ærø er under bekymringsgrænsen