Da minkerhvervet lukkede, begyndte Mortens krise - en weekend kulminerede det hele

Minkpasserfaget var hele hans verden, og da regeringen lukkede det, kom Morten Hedegaard i dyb krise. I dag ville han ønske, han havde søgt hjælp noget før.

Det var som at få en hammer i hovedet. 

Sådan beskriver Morten Hedegaard 4. november 2020. Dagen hvor statsminister Mette Frederiksen (S) trak stikket på det danske minkerhverv.

Siden har den 57-årige tidligere minkpasser kæmpet med en ny tilværelse uden det erhverv, han har levet og åndet for i mere end tre årtier.

- Jeg har brændt for mink altid, det har været mit et og alt. Jeg passede minkfarmen, som var den min egen, siger Morten Hedegaard, der fortsat er ansat som driftsleder på den nedlukkede farm, Farstrup Pelsdyrfarm, der tidligere husede mink.

- Jeg havde regnet med at gå på pension som minkpasser, så jeg føler, det har spoleret min fremtid. Det er meget svært for mig at tale om.

quote Jeg ved ikke, hvad der skete, men pludselig råbte jeg

Morten Hedegaard, tidligere minkpasser, Farstrup Pelsdyrfarm

Det har den tidligere minkpasser dog besluttet sig for at gøre alligevel. Han føler, at der mangler fokus på det personale under minkavleren, der også blev ramt af regeringens beslutning.

Inden den skæbnesvangre dag beskæftigede minkbedrifter i Danmark omkring 3.000 personer. Og Morten Hedegaard er sikker på, at et større fokus på dem havde fået ham til at søge hjælp, inden det hele ramlede for ham for 14 dage siden.

Troede, han kunne klare det selv

Selvom aflivningen af erhvervet for knapt et år siden ramte minkpasseren både personligt og økonomisk, var tingene okay på overfladen til at begynde med. 

Men Morten Hedegaard trak sig længere og længere væk fra venner og familie. Han havde ikke overskuddet.

- Jeg har tænkt: Det her klarer jeg selv. I vores familie plejer vi at klare tingene selv. Man jeg blev mere og mere irritabel og ked af det og kunne ikke tage mig sammen til noget derhjemme, siger han.

Morten Hedegaard anslår, at han har mistet 150-200.000 kroner af sin årsindtægt, efter at pelsdyrsfarmen kræver mindre af hans tid.
Morten Hedegaard anslår, at han har mistet 150-200.000 kroner af sin årsindtægt, efter at pelsdyrsfarmen kræver mindre af hans tid.
Foto: Ole Holbech

Bekymringer, tanker om fremtiden og en generel modløshed prægede Morten Hedegaards hverdag. Kun når han arbejdede 14 timer i streg på sit bijob og efterfølgende faldt om af træthed, kunne han få ro.

Kulminerede på familieweekend

Trods den svære tid var der tidligere på måneden lagt op til en hyggelig weekend med børn, svigersøn og barnebarn.

Hyggen fik dog en brat ende, efter det der begyndte som en mindre konflikt. Her kulminerede det hele for den tidligere minkpasser.

- Vi var oppe at diskutere over et kaninbur, der skulle laves. Jeg ved ikke, hvad der skete, men pludselig råbte jeg. De har aldrig set mig sådan før, siger Morten Hedegaard, der er tydeligt påvirket af episoden.

- Jeg ødelagde weekenden for min familie. Når man først begynder at såre sine nærmeste, går det op for en, at der skal gøres noget.

Mandag morgen tog han til lægen.

Bliver til det er slut

Lægen anbefalede Morten Hedegaard at søge psykologhjælp gennem sin forsikring. Her har han nu været flere gange, men der er lang vej igen.

Alligevel tøver han ikke, da han bliver spurgt til, om han kunne finde på at vende tilbage til minkerhvervet. 

- Ja, det kunne jeg. Men kun på Fyn, og det tror jeg desværre ikke bliver en realitet, siger Morten Hedegaard. 

Morten Hedegaard tror, at der har været så lidt fokus på minkavlernes medarbejdere, da mange af dem er fra Polen og Litauen og tog hjem, da erhvervet lukkede ned.
Morten Hedegaard tror, at der har været så lidt fokus på minkavlernes medarbejdere, da mange af dem er fra Polen og Litauen og tog hjem, da erhvervet lukkede ned.
Foto: Ole Holbech

Han kan heller ikke holde til et knæk mere, lyder det.

- Jeg tror bare, at jeg skal ud af denne her krise, jeg er i nu. Det kan tage lang tid, siger Morten Hedegaard.

Han er blevet tilbudt andet arbejde, men har lovet at blive på sin arbejdsplads, Farstrup Pelsdyrfarm, til det er helt slut.