Det sunde valg gøres nemmere: Skovsti støttet med 198.000 kroner

Beboerne i Veflinge kan i løbet af foråret glæde sig over en ny sti i den allerede populære Kirkeskov. Stien giver bedre adgang til de grønne områder.

Kirkeskoven i Veflinge har fredag modtaget 198.000 kroner i støtte fra Erhvervs-, Kultur- og Fritidsministeriet. For pengene skal der anlægges en ny sti i skoven - et område der allerede er velbesøgt af både byens beboere og folk udefra.

Den gode nyhed fik TV2/Fyn æren af at overbringe til medlem af Lokalrådet i Veflinge Hans Thekilde Nielsen, der blev tydeligt begejstret.

- Det er bare rigtig dejligt, at vi nu får støtte til den nye sti, så endnu flere kan bevæge sig ud i området på alle tidspunkter af året, siger medlem af Lokalrådet i Veflinge Hans Thekilde Nielsen.

I Nordfyns Kommune er man også positivt stemt overfor den nye sti, der skal etableres i Kirkeskoven.

- Vi vil gerne have, at det sunde valg også bliver det nemme valg, og med den nye sti i Kirkeskoven bliver det nemt for beboere og besøgende at gå en tur rundt i området og få motion på den måde, siger formand en for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget, Mette Landtved-Holm (V).

Stien binder området sammen

Kirkeskoven i Veflinge har været under udvikling siden 2015. I de seneste fem år er der blandt andet bygget en bålhytte, der er plantet to hektar skov, der er anlagt en lille sø, og så er der blevet bygget en shelterplads.

- Det, der indtil nu er blevet etableret i Kirkeskoven, bliver allerede brugt af mange, siger Mette Landtved-Holm.

Derfor giver midlerne til den nye sti også kun Lokalrådet lyst til mere. Når stien står færdig, er de allerede klar med nye idéer til, hvordan området kan udvikles yderligere.

- Vi bliver aldrig færdige herude. Det er vores klare ambition at blive ved med at udvikle området, så de besøgende får lyst til at vende tilbage og gå ture her, siger Hans Thekilde Nielsen.

Oversigt

    Oversigt