I det fynske folks tjeneste

Død mand identificeret

Druknet fundet ved Bogense kommer fra Litauen.

En 22-årig mand fra Litauen mistede lørdag livet ved en druknelykke ved Fyn. Politiet ved endnu ikke, hvordan ulykken skete.
 
Det var en 22-årig litauisk mand, der lørdag eftermiddag blev fundet druknet af to piger ved Fogense Strand vest for Bogense på Fyn, oplyser politiet.
 
Pigerne opdagede en livløs krop, der flød i vandet omkring 30 meter fra land. De kontaktede en mand, der var ude at lufte sin hund, og fik ham til at ringe til politiet.

Søndag blev manden obduceret. Det viste sig, at han var druknet, og at der ikke var tegn på vold. Politiet arbejder dog stadig på at opklare, hvordan han druknede på 30 cm vand.

Den 22-årige mand kommer oprindeligt fra Ketinga i Litauen, men har opholdt sig i Danmark i to og et halvt år, hvor han har haft forefaldende arbejde. Hans forældre i Litauen er underrettet om dødsfaldet.