Fire løslades efter mystisk dødsfald

En kvinde og tre mænd løslades efter afhøring om et mistænkeligt dødsfald oven på en fest nær Otterup på Nordfyn. Den døde omkom tilsyneladende ikke af vold.

En 42-årig mand, der søndag blev fundet død i Uggerslev på Nordfyn, døde formentlig ikke efter at have været udsat for vold, som politiet først troede.

En obduktion af liget viser ganske rigtigt, at den afdøde er blevet påført fysiske skader, sandsynligvis efter vold. Men han døde ikke som følge af disse skader, oplyser vicepolitikommissær Carsten Mogensen fra Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Der bliver nu foretaget yderligere retskemiske undersøgelser for at fastslå dødsårsagen. Manden blev fundet død søndag morgen, efter at han sammen med fire andre havde holdt fest i en villa i Uggerslev lørdag aften og nat. Der opstod angiveligt uoverensstemmelser og slagsmål under sammenkomsten, og derefter blev den 42-årige fundet død i villaen søndag morgen.

Efter obduktionen løslader politiet de fire øvrige festdeltagere fra Odense og Nordfyn, når de er blevet afhørt. De fire, som alle er i 40'erne, bliver ikke fremstillet i grundlovsforhør, oplyser Carsten Mogensen.

Han vil af hensyn til efterforskningen ikke røbe yderligere detaljer om sagen for nuværende.

Oversigt

    Oversigt