Fritagede skolemedarbejdere politianmeldt

I efteråret blev fire medarbejdere på Særslev-Hårslev Skolen fritaget fra jobbet. Nu er flere af dem blevet anmeldt til politiet, fortæller fyens.dk.

Flere medarbejdere på Særslev-Hårslev Skolen er blevet anmeldt til politiet. 

Det oplyser direktør for Børn og Unge i Nordfyns Kommune, Karsten Poulsen, til fyens.dk i en supplerende kommentar til en pressemeddelelse.

I oktober blev fire medarbejdere på skolen fritaget for jobbet, og siden da har undersøgelser vist, at endnu en medarbejder skulle suspenderes, således at det samlede antal kom op på fem personer. 

I pressemeddelelsen uddyber Karsten Poulsen ikke, hvorfor de fem medarbejdere blev suspenderet. Dog skriver han, at der har været en undersøgelse i gang af ”en række forhold af deres embedsførelse”. Den undersøgelse er nu afsluttet. 

- Vi overlader sagen til politiet snarest, men jeg kan ikke sige noget om, hvad sagen drejer sig om. Det vil fremgå af anmeldelsen, som dog ikke omfatter alle fem personer, siger han til fyens.dk.

Ingen børn har lidt overlast

Den 1. oktober startede en ny leder på skolen, da den daværende, der nu er fritaget fra sin stilling, fik et andet job i kommunen. Kort herefter blev de første fire medarbejdere suspenderet.

Uden fortsat at afsløre, hvad sagen drejer sig om, skriver Karsten Poulsen i pressemeddelelsen, at Nordfyns Kommune "vil undersøge og drøfte de procedurer, som denne sag giver anledning til". 

- Nordfyns Kommune kan ikke komme nærmere ind på konkrete tiltag og forandringer i procedurer, da der er tale om personalesager, som gør at kommunen har tavshedspligt, skriver direktøren.

Han understreger, at ingen børn har lidt overlast i forbindelse med den pågældende sag.