Fynsk forfatter mistænker Rusland for at slette ham fra internettet

Bjarne Kim Pedersen føler sig ramt af politisk censur. Han har kritiseret Ruslands invasion af Ukraine på Twitter, og nu er hans internetprofil blevet lukket ned.

Bjarne Kim Pedersen er forfatter og politisk aktivist. Han er vant til at møde modstand, men nu er der sket noget, der gør ham bange.

- Jeg er skræmt og vred. Der er nogle af mine ukrainske kontakter, der spørger mig, om der er nogen, der passer på mig, siger Bjarne Kim Pedersen.

Den fynske forfatter har brugt den digitale platform Twitter til at kommunikere med blandt andet modstandsfolk i Ukraine.

Lukket ned uden varsel

Den 13. juni bliver forfatterens Twitter-konto lukket ned - uden varsel og uden begrundelse.

- Jeg er sikker på, at der er tale om et forsøg på politisk censur, siger Bjarne Kim Pedersen.

Forfatteren bor på Fyn, men har i mange år været politisk aktiv i udlandet, hvor han ofte samarbejder med systemkritikere og undergrundsbevægelser.

Han er aktiv på de sociale medier, hvor han internationalt ytrer sig mod politiske overgreb og støtter kampen for menneskerettigheder i verdens brændpunkter.

- I dag er vi allesammen afhængige af de sociale medier som Facebook og Twitter, når vi kommunikerer og udveksler meninger. Men så sidder der nogle mennesker et sted, vi ved ikke, hvem det er, og de kan simpelthen sige cut og lukke det hele ned.

Kritiske tweets om Rusland

Bjarne Kim Pedersens internet-profil bliver lukket ned sent om aftenen. I løbet af to døgn forinden har forfatteren skrevet 42 beskeder og Twitter-opslag om den politiske situation i Ukraine.

Alle opslag er kritiske overfor Rusland.

Blandt andet bliver der delt oplysninger om den russiske menneskerettighedsjournalist Ivan Golunov, der har siddet i husarrest, angiveligt på et tvivlsomt juridisk grundlag. Og der bliver via Twitter også protesteret over, at de russiske myndigheder har fængslet omkring 100 ukrainere som politiske fanger.  

Bjarne Kim Pedersen er uforstående overfor, at hans Twitter-konto er blevet lukket.
Bjarne Kim Pedersen er uforstående overfor, at hans Twitter-konto er blevet lukket.
Foto: Morten Albek

Bjarne Kim Pedersen har blandt andet skrevet på Twitter:

"Gulag psykiatri. Indespærring af de andres tanker. Putins psykiatri-straf."

Dette tweet er blevet delt 911.754 gange - blandt andet i Rusland og Ukraine.

- Mit allersidste tweet, før der bliver lukket ned, handler om Anastasia Shevchenko, som er fængslet, fordi hun åbent har sagt sin mening, siger Bjarne Kim Pedersen.

Nedlukningen af den fynske forfatters internetprofil har medført en storm af protester på Twitter, ikke mindst i Ukraine. "Please reinstate @bjarnekim immediately," lyder opfordringen. 

Det frie ord er under pres

Den fynske forfatter har tidligere i seks tilfælde siden 2013 oplevet at blive angrebet digitalt.

Hver gang har forfatteren anmeldt angrebet til politiet. Rigspolitiets Nationale Kriminaltekniske Center har, ifølge Bjarne Kim Pedersen, oplyst til ham, at der er tale om cyberangreb fra IP-adresser i Østeuropa, men at det ikke nærmere kan identificeres. 

quote Gulag psykiatri. Indespærring af de andres tanker. Putins psykiatri-straf.

Bjarne Kim Pedersen på Twitter

Forfatteren mener, at det frie ord er under pres på internettet. Ikke mindst efter at der i Rusland er indført en ny lov, som gør det strafbart at offentliggøre tekster, hvis de kan opfattes som "respektløse" over for den russiske stat.

Og forfatteren er ikke i tvivl om, hvorfra presset og de digitale angreb kommer:

- Jeg tror, at der er nogen, som er købt og betalt af Rusland eller af Putin til at gøre det. Hver gang, der er noget, så falder det sammen med, at flere andre af mine sociale medier bliver angrebet eller forsøgt hacket, siger han.

Ruslands ambassade: Det er antagelser

TV 2/FYN har forelagt omstændighederne omkring Bjarne Kim Pedersens politiske arbejde i Ukraine og Rusland for den russiske ambassade i Danmark, og her afviser man, at Rusland skulle være modstander af en fri debat.

- Ytringsfrihed er garanteret i Ruslands forfatning, og vores myndigheder arbejder målrettet på at sikre, at den også bliver udmøntet i praksis, siger Anna Tkachenko, pressesekretær ved den russiske ambassade.

Hun mener, at problemerne med digitale angreb må være en sag mellem forfatteren og de private internetudbydere.

- Bjarne Kim Pedersen er ikke i stand til at dokumentere, at hans problemer på internettet har nogen forbindelse til russiske myndigheder, og vi ønsker ikke at kommentere på antagelser, siger Anna Tkachenko.

Den russiske ambassade oplyser i øvrigt, at sagen om den fængslede journalist Ivan Golunov nu er løst, efter at Rusland har erkendt, at beviserne mod den systemkritiske journalist var opdigtede.

- De ansatte i politiet, som stod bag den fabrikerede sag mod Golunov, er blevet afskediget, og der er efterfølgende iværksat en nærmere efterforskning af sagen, oplyser Anna Tkachenko til TV 2/FYN.

Se nyhedsindslag om den fynske forfatter og menneskerettighedsaktivist Bjarne Kim Pedersen her.

Oversigt

    Oversigt