I det fynske folks tjeneste

Fynsk godsejer har 60-doblet salget af græskar

Gyldensteen Gods i Bogense er Fyns største producent og sender 300.000 græskar ud til danskerne.

00:21

Siden 2015 er arealet af græskarmarker steget med næsten 50 procent. Video: Ole Holbech

Når de fynske børn torsdag aften render rundt mellem huse iført blodige sår, laset tøj og hugtænder,  mens de rasler efter slik, vil de ved mange af dørene støde på et græskarhoved med lys i. 

På bare fem år er arealet af græskarmarker steget med næsten 50 procent svarende til 114 hektar mere med græskar. 

Læs også Fynske elever går græskar-grassat

På Gyldensteen Gods i Bogense oplever godsejer Frants Bernstorff-Gyldensteen på egen jord, hvordan efterspørgslen er steget, siden han begyndte at dyrke græskar for ti år siden.

Fra 5.000 til 300.000 

For ti år siden fik Frants Bernstorff-Gyldensteen en opringning fra en kunde, der spurgte, om han villle prøve græskar af.

Frants Bernstorff-Gyldensteen har haft et godt græskarår. Foto: Ole Holbech

- Så vi lavede 5.000 græskar de første år på cirka en hektar jord. Det var lidt besværligt, men vi fortsatte alligevel. Og i dag er vi så oppe på cirka 60 hektar og sælger på den anden side af 300.000 græskar, fortæller godsejeren.

Det er ikke kun i anledningen af torsdagens halloweenfejring, at Gyldensteen Gods har solgt så mange græskar. Også i køkkenet er danskerne begyndt at bruge græskaret mere til græskarsupper, brød, kager og meget mere. 

- Efterspørgslen er stille og roligt kommet over ti år, og det bliver bare større og større. Og markedet udvider sig hele tiden, fastslår Frants Bernstorff-Gyldensteen. 

Flere små græskar

Det våde vejr har givet Gyldensteen Gods mange flere græskar, end det normalt får. 

- Grundet vejret, som vi jo ikke selv kan styre, er der kommet flere frugter per plante, og det har givet resultatet, at de gennemsnitteligt er lidt mindre, end vi havre regnet med. Men de er der alle sammen, faktisk mange flere end normalt. Så det er derfor, der ligger nogen tilbage på markerne. 

Læs også Halloween fejret på nordfynsk

Gyldensteen Gods leverer græskar til to store supermarkedkæder og forlystelsesparkerne Legoland og Djurs Sommerland. Det har særligt været op til 31. oktober, at salget er steget.

Der er stadig græskar på marken. Det skyldes, at der er kommet endnu flere græskar, end der plejer som følge af vejret. Foto: Ole Holbech

- Det er lidt ligesom med juletræer. 25. december er der ikke mange penge i juletræer, og det er lidt det samme med græskarne, fortæller Frants Bernstorff-Gyldensteen.

I april går godset i gang med igen at så græskar, så de er flotte og store til halloween 2020.