I det fynske folks tjeneste

Godt nyt: Vaccinen er helt tæt på fynsk kommune

Inden for de næste ti dage vil de første fynboer kunne blive vaccineret mod covid-19, og nordfynboerne bliver blandt de første. 

De første briter har allerede fået vaccinen, som snart kommer til Fyn. Foto: Staff/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er jubel på Nordfyn, som bliver et af de første steder i Danmark, der kan få glæde af vaccinen mod covid-19, når den bliver godkendt.

Læs også Vacciner på vej: De første danskere kan måske vaccineres før den 27.

- Vaccinen mod covid-19 er snart klar, og Nordfyn bliver blandt de første, der får gavn af den. Det gør vi, fordi smitten desværre har ekstra godt fat i Nordfyn i øjeblikket, siger borgmester Morten Andersen (V). 

På den baggrund er sundhedsmedarbejdere i skrivende stund rundt på kommunens plejecentre for at indhente interessetilkendegivelser fra beboere og personale.

Reserverer vacciner til de ældre

Interessetilkendegivelserne er nødvendige for, at kommunen får det rigtige antal vacciner.

- Det betyder, at vi snart beder både de ældre på plejecentrene tage stilling til, om vi skal reservere en vaccine til dem. I nogle tilfælde bliver det de pårørende, der kommer til at tage stilling i dialog med den ældre, siger Morten Andersen.

- Også vores ansatte på plejecentrene får tilbuddet om vaccinen. Det gør de selvfølgelig, fordi de hele tiden er tæt på de særligt sårbare ældre, forklarer borgmesteren. 

Vaccinationen er frivillig. Sundhedsstyrelsen har torsdag sendt besked ud til regioner, kommuner og praktiserende læger med planer for, hvordan første fase af vaccinationsindsatsen skal organiseres. Forberedelserne er derfor i fuld gang alle steder.

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger ifølge TV 2, at de første danskere forhåbentligt kan vaccineres før den 27. december.