I det fynske folks tjeneste

HCA Airport udvider: - Vi ved godt, at flybranchen ikke flyver lige nu

Mens mange lufthavne kæmper en kamp for overlevelse lige nu, så ønsker HCA Airport at sætte gang i udvidelse og udvikling. Men de storstilede ambitioner, som startede før corona, har en lidt længere udsigt end først planlagt.

00:49

HCA Airport i Beldringe vil udvide trods coronakrisen. Video: Ole Holbech/Redigering: Emma Margrethe Bork Foto: Arkiv

Selvom der ikke er lige så mange fly på vingerne for tiden, som der plejer at være, så har HCA Airport i Beldringe store ambitioner. Ambitioner, som er blevet lidt mere langsigtede takket være coronakrisen. 

HCA Airport har ønsket at udvide lufthavnen, så der kan flyves flere ruteflyvninger, flere charterrejser og flere aktiviteter i erhvervsparken. 

Læs også Al charterflyvning ud fra Fyn er bremset

Derfor har Nordfyns Kommune udarbejdet et kommuneplantillæg, der har til formål at muliggøre en udvidelse af HCA Airport, som forudsætter en ændring af kommuneplanen. Planen er nu sendt ud i offentlig høring.

- Vi har et stykke infrastruktur her i form af en lufthavn, som for os er rigtig vigtigt at bevare og også udvikle, når vi kan se, at behovet kan være for det. Og det er egentlig baggrunden for, at vi nu ikke som kommune, men som lufthavn beder om at få udvidelsesmuligheder, siger Morten Andersen (V), der er borgmester i Nordfyns Kommune.

Lufthavnen er ejet af både Nordfyns Kommune og Odense Kommune. 

Masser af erhvervsudvikling

Et af forslagene, som er i høring, er, at udvide landingsbanen, så der kan komme mere trafik fra flere forskellige typer af fly til.

- Der er jeg selvfølgelig godt klar over, at hvis man kigger aktuelt på det lige nu, så kan den ambition være et langt stykke ud i fremtiden. Selvfølgelig fordi, at coronaen har gjort en hel masse ved vores flyvaner. Både i forhold til chartertrafik, men også i forhold til eventuel kommende rutetrafik. Så vi ved godt, at de her planer kan være langt ude i fremtiden, siger Morten Andersen. 

Læs også Forsvaret og lufthavnen i Odense har købt sortlistet udstyr fra Kina

Et af de andre forslag er, at de gerne vil udvide erhvervsmulighederne. 

- Jeg vil næsten sige, at det er dem, der måske ligger mest for lige nu. Det er her vi kan se på den korte bane, at der er et behov for at udvide dem, siger Morten Andersen. 

Her er blandt andet SDU og droneindustrien nogle af dem, der gerne vil bruge HCA Airport, og dem vil Morten Andersen gerne sikre, at der er plads til i fremtiden også. 

Håbede på overskudskunder fra Billund og København

Selvom coronakrisen har lagt en dæmper på de helt store ambitioner lige nu og her, så tror Morten Andersen ikke, at det er noget, der kommer til at påvirke planerne. 

- Det får os ikke til at agere anderledes på den korte bane i forhold til det, der ligger ude i høring nu. Men vi er godt klar over, at lufthavnsbranchen, den flyver ikke for tiden. Den har lagt sig på jorden, siger han. 

Idéen om udvidelsen kom før coronapandemien, og her var tanken, at når Billund Lufthavn og København Lufthavn er overfyldte, så ville det kunne trække flere rejsende til HCA Airport. 

- Og man må jo sige, at der er ret meget plads i de lufthavne, så den del ligger langt ude i fremtiden lige nu, siger Morten Andersen. 

Der kan indsendes høringssvar indtil 23. september.