Her får lokale fynske ildsjæle millionstøtte til projekter for fællesskabet

I Klintebjerg har lokale ildsjæle modtaget en million kroner til projektet Skalleværket, der skal gøre byens havn til lokalt samlingssted. I alt fire fynske projekter modtager støtte fra Realdania.

I Klintebjerg på Nordfyn er et nyt samlingssted for de lokale tættere på at blive en realitet.

Med projektet ”Skalleværket” har de fået en million kroner i støtte af Realdanias ildsjælekampagne Underværker. Pengene skal gå til et nyt fælleshus på havnen i Klintebjerg.

Meningen er, at huset skal være mødested for alle typer af grupper og danne rammerne om lokale aktiviteter.

- I området mangler vi et fælleshus til foreninger og formidling af naturen. Bådelauget hernede mangler et hus at være i, og det gør vinterbaderne og lokalrådet også, siger Trine Wenckheim, der er formand for Udvikling Klintebjerg.

Hun håber, at projektstøtten fra Realdania kan være afsættet til at komme videre med Skalleværket.

- Nu er vi jo tættere på at kunne komme i gang med anden fase, der indebærer vores fælleshus og resten af promenaden. Pengene vil betyde, at det nok bliver nemmere at få den sidste million fra nogle af de andre fonde. Så vi tror på, at det her er startskuddet til, at vi kan rejse den sidste million, siger Trine Wenckheim.

Flere fynske ideer

Skalleværket er et af i alt fire fynske projekter, der får støtte fra Realdania, som på landsplan giver en økonomisk håndsrækning til i alt 19 projekter.

Fakta

I Bagenkop skal byens gamle smedje, der ligger på havnen, renoveres for at understøtte formidlingen af fiskeriets og egnens kulturhistorie.

I sydfynske Håstrup skal Stormgården – en af Fyns store stråtækte bindingsværksgårde - forvandles til ramme om blandt andet kultur, naturformidling, café og folkesal.

Og i Vester Skerninge ved Svendborg er en flok værkstedssøgende ildsjæle gået sammen om at omdanne et tidligere andelsmejeri fra 1888 til værkstedsfællesskab. Målet er at fylde bygningen med keramik, teater, film, musik, byggematerialer og lyden af musik og podcastproduktioner.

De fire fynske projekter får tilsammen lige under tre millioner kroner i støtte fra Realdania.

Fælles for alle de valgte projekter er ifølge Realdania, at ildsjælene bygger, istandsætter og ombygger bygninger og byrum som springbræt til øget lokalt fællesskab, nye aktiviteter og bæredygtige løsninger.

Det kendetegner også projekterne fra Fyn og Langeland.

- I Realdania er vi glade for endnu en gang at kunne bakke op om den frivillige indsats. Hvor andre ser problemer, ser ildsjælene muligheder. De er frontløberne, de gør noget ved sagen og har modet til at gå nye veje. Vi glæder os nu til at følge alle de nytænkende projekter fra Fyn og Langeland blive til virkelighed – til gavn for deres lokalsamfund, siger Astrid Bruus Thomsen, der er programchef i Realdania.

De fire projekter er valgt blandt i alt 110 ansøgere fra hele landet. Du kan læse meget mere om projekterne her.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
HER! skal huset bygges i Klintebjerg.
HER! skal huset bygges i Klintebjerg.
Foto: Realdania

    Oversigt

      Oversigt