- Jeg blev ked af det, men jeg græd ikke

Mellem tegninger på væggene og spil på hylderne sidder to drenge ved et bord og bygger julekalender af klodser på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital i Odense. Her bruger de en stor del af deres tid. På samtaler. På prøver. På behandling. For de har kræft.

Martin Abel Hansen på ti år har snart haft kræft i et år.

- Min mor græd, da vi fandt ud af, at jeg havde kræft. Min far fik det at vide over telefonen, siger Martin Abel Hansen, imens han sætter to klodser sammen.

- Hvordan reagerede du selv?

- Jeg blev meget ked af det, men jeg græd ikke, siger han.

Ved siden af ham sidder niårige Emil True Pedersen.

- Mine forældre begyndte at græde. Det er ikke rart. Men jeg begyndte ikke selv at græde, for jeg vidste ikke, hvad det var, siger han.

Det var en lørdag morgen i februar, at Martin Abel Hansen opdagede, at der var noget galt. Noget var ikke, som det plejede. Han havde ondt. Når den tiårige dreng rejste sig, kunne han ikke holde balancen. Hans forældre kunne hurtigt mærke, at der var noget galt. De greb telefonen og ringede til vagtlægen, hvor de fik at vide, at de skulle se tiden an til mandag.

Men søndag morgen var den gal igen. Martin havde stadig ondt og kunne ikke holde balancen. Hans forældre ringede igen til vagtlægen og blev henvist til Odense Universitetshospital, hvor Martin blev undersøgt.

- Arme og ben fungerede, så det lignede ikke umiddelbart, at der var noget galt, siger Peter Hansen, som er far til Martin.

Men da lægerne bad Martin om at gå efter en lige streg, blev det tydeligt, at noget ikke var, som det burde være. Han slingrede.

Mandag morgen besøgte familien OUH Børne – og Ungehospital for første gang. Her fik Martin foretaget flere undersøgelser. Og det var her, familien fik den triste besked. Det var kræft. En hjernetumor i lillehjernen, som havde vokset sig stor.

- Jeg kunne godt mærke, at noget var anderledes, men jeg troede ikke, at det var så slemt, siger den tiårige dreng fra Bogense.

- Det var en rutschebanetur. Den havde vi virkelig ikke set komme, siger Peter Hansen.

Den efterfølgende torsdag blev Martin kørt til Rigshospitalet i København, hvor han blev opereret.

- Det var let nok for lægerne at sige, at vi bare kunne gå en tur. Man er magtesløs, når man overgiver sit barn til andres hænder, siger Peter Hansen.

Efter tre timer kunne familien ånde lettet op. Lægerne havde fjernet tumoren.

- Jeg græd og græd. Det var hårdt, men vi blev nødt til at fokusere på det positive, siger Lene Abel, som er mor til Martin.

Den efterfølgende tid bød på behandling i både USA, på Rigshospitalet og på Odense Universitetshospital.

- Man bliver rask bagefter, så man kan ligeså godt få det bedste ud af det, siger Martin, der, lige siden han fik konstateret kræft, har været fast besluttet på ikke at lade sygdommen slå ham ud.

Den holdning har gjort, at Martin så vidt muligt stadig går i skole på sin egen skole i Bogense. Cirka tre timer om dagen.

- Martin kommer med en masse humor. De andre børn spørger altid: ’Hvor er Martin?' Hvis man siger, han er på sygehuset, siger de øv, men er meget forstående, siger Marc Stein, der er klasselærer for Martin.

For Martin er det at gå i sin egen skole en vigtig del af hverdagen.

- De andre siger, de savner mig, når jeg ikke er der. Det er rart, siger han.

Tiden på skolen gør de mange timer på sygehuset lettere at håndtere. Ifølge Mathias Rathe, der er afdelingslæge på Børne- og Ungehospitalet på Odense Universitetshospital, kan det være svært at forestille sig, at børnene kan have en almindelig hverdag.

- Men jeg synes, at Martin og de andre børn får det bedste ud af det. Dels fordi børn er gode til at omstille sig, dels fordi der er et miljø her på børneafdelingen, der gør, at de kan, siger han.

På børneafdelingen har Martin Abel Hansen og Emil True Pedersen sat de sidste klodser i julekalenderen. Snart står den på blodprøver. Og efterfølgende svar. Men inden da når de lige at fortælle om, hvorfor det egentlig er vigtigt at have venner på sygehuset.

- Mine venner har ikke prøvet at stå i det, men dem herude ved, hvad der skal ske, siger Martin.

Og det er Emil True Pedersen enig i, for nogle gange er det svært at komme til at se sine andre venner.

- Det er træls, når man ikke har noget hår. Hvis mine venner har andre sygdomme som for eksempel feber, må jeg ikke være sammen med dem, fordi de kan smitte mig, siger han.  

Med til at sætte de sidste klodser i julekalenderen er også Ann-Berit Carlsen, som er socialpædagog på børneafdelingen. Hun kender om nogen børnene på afdelingen.

- Selvom vennerne derhjemme er kede af det, vil de aldrig møde den forståelse hos dem, som de møder i et andet menneske, der har prøvet det. At sidde ved siden af en jævnaldrende her… så skal der ikke mange ord til. Man ved, hvad den anden er igennem, siger hun.

Martin Abel Hansen har bevæget sig ned på stue fire, hvor han skal have taget dagens blodprøve. Men inden han bliver stukket i armen, vil han lige nå at give et godt råd til andre børn, der bliver ramt af kræft.

- De skal prøve at have det sjovt. Forhåbentlig sker det kun én gang. Det er med at få det bedste ud af det, siger han med et smil på læben.