Julefilm optaget på Fyn: Nu kan du komme rundt på filmens lokationer

Nu kan du komme på en gratis guidet tur rundt til forskellige lokationer og udstillede kulisser til julefilmen Familien Jul og Nissehotellet.

Den første decembersne er faldet over Fyn, og hvis man ikke allerede føler, at man går rundt i en julefilm, så kan det være, man skal tage til Bogense.

Her kan man nemlig nu få lov at gå ind på Familien Jul og Nissehotellets forskellige lokationer som Hugos værelse, nissehulen og indgangen til grotten.

Julefilmen, der har kørt i biograferne siden midten af november,  er nemlig optaget rundt omkring i Bogense. 

Filmen blev optaget sidste år, men kulisserne er nu udstillet, så børnefamilier kan opleve dem. 

For at opleve stederne kan man selv gå rundt, men for at få den fulde oplevelse kan juleglade familier benytte sig af en gratis app, der guider en rundt til de forskellige steder, samtidig med at man undervejs får familien Jul-historien med et nyt kapitel for hvert sted.

- Det er jo spændende og sjovt at opleve lokationer fra en film eller serie, man har set, og samtidig få en udvidet og hyggelig familieoplevelse, fortæller Rikke Lindhøj fra Nordfyns Erhverv. 


Turen slutter af på Café Solo, hvor Sne og Hugo i filmen drak varm kakao med masser af flødeskum, og hvor man også kan få udleveret et diplom for gennemført tur.

Både app’en og turen er gratis og er tilgængelig alle dage frem til og med d. 19. december. Enkelte lokationer er dog ikke tilgængelige i hverdagene, men i weekenderne klokken 10-16.


Oversigt

    Oversigt