K: Folkeafstemning om borgmesterposten i Bogense

De konservative i Bogense er stærkt fortørnede over resultatet af kommunalvalget i Bogense, hvor Venstremanden Bent Dyssemark gik udenom både socialdemokraterne og de konservative.

Istedet gik Venstre sammen med blandt andet Nordfynslisten, der blev lovet en folkeafstemning om kommunenavnet til gengæld for at pege på Bent Dyssemark.

En af de nyvalgte konservative opfordrer ligefrem til en folkeafstemning om, hvem der skal være borgmester i den nye Bogense Kommune.

- Nordfynslisten går ind for folkeafstemninger, så jeg vil foreslå, at vi nu hurtigt får en folkeafstemning om, hvem der skal være borgmester. Socialdemokraten Erik Hansen har fået 3000 personlige stemmer - Bent Dyssemark fik cirka 1400. Så vi kan da lige spørge borgerne én gang til, siger Eva Laut Andersen, der netop er blevet valgt for de konservative.

Dyssemark prostituerede sig

En anden konservativ angriber den nye borgmester Bent Dyssemarks troværdighed.

- Forud for valget meldte Venstre, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti helt klart ud, at der skulle dannes en bred sammensætning af den nye kommunalbestyrelse, så man kunne sikre et fornuftigt arbejdsgrundlag for sammensmeltningen af de 3 nordfynske kommuner.

- På valgnatten prostituerede Bent Dyssemark sig hurtigt med SF for at sikre sig selv, som blev gjort helt uden skelen til en driftsikker sammensætning af den nye kommunalbestyrelse.
Bent Dyssemark`s eget ego vejede åbenbart højere end helheden i den nye kommune, siger Poul Erik Nielsen fra de konservative.

- Resultatet af valget viste en stor tilbagegang for Venstre, og samtidig en stor personlig sejr for Erik Hansen. Hvis der skulle have været bare lidt troværdighed omkring Venstre nu og i fremtiden, så burde man inden sammensætningen af dette brogede kludetæppe have talt med Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet, - hvilket aldrig blev afprøvet på valgnatten, siger Poul Erik Nielsen.

Oversigt

    Oversigt