Kenny og Tino er tilbage igen: Hundevenner skaber glæde på plejecenter

For første gang i år kunne besøgshundene Tino og Kenny onsdag besøge Plejecenter Møllehaven i Bogense.

Skydedøren var knap gået op, da beboerne på Plejecenter Møllehaven onsdag formiddag strakte hals for at få øje på et par længe ventede besøgende.

- Se, de kommer nu, sagde en ivrig beboer. 

Ind styrtede en gul labrador med tilbagevendte ører og logrende hale. Kort efter fulgte en sort labrador, trippende af begejstring og med tungen ude af munden.

De to hunde, Tino og Kenny, er nogle af Trygfondens Besøgshunde, og på grund af stramme besøgsrestriktioner har de til stor ærgrelse for beboerne ikke kunnet besøge plejecentret siden december. Derfor var gensynets glæde stor, da Tino og Kenny igen var tilbage. 

- Jeg synes, det er rart, for der sker ikke så meget til hverdag, siger Hanne, der er beboer på Møllehaven.

Den gule labrador Tino på ni år er en afholdt gæst på Plejecenter Møllehaven, hvor han spreder glæde blandt beboerne.
Den gule labrador Tino på ni år er en afholdt gæst på Plejecenter Møllehaven, hvor han spreder glæde blandt beboerne.
Foto: Jeanette Torndahl Fournier

Modvirker ensomhed 

Selv efter lang tids adskillelse kunne flere af beboerne på Plejecenter Møllehaven genkende Tino og Kenny, der fik både klap og krammere. 

Ifølge ergoterapeut Eva Hviid Lund er der ingen tvivl om, at hundene giver noget godt til stedet. 

- Det giver enormt meget nærvær og tryghed, og det giver noget fællesskab. Det giver nogle rigtig gode samtaleemner, og det kan åbne for liv, siger Eva Hviid Lund.

Besøgshundene Kenny og Tino

Hanne, der bor på plejecentret var svært begejstret, da de logrende hunde bevægede sig rundt blandt plejehjemsbeboerne. Hun er glad for afbrækket i hverdagen, og hundene gør hende glad. 

- De kan hjælpe os med ikke at være så ensomme, siger hun.

Derfor sætter hun pris på, at de savnede besøg fra Tino og Kenny er genoptaget.

- Det har været trist. Jeg synes, de er så flotte, siger hun.

Tino og Kenny besøger Plejecenter Møllehaven
Foto: Jeanette Torndahl Fournier

Oversigt

    Oversigt