Kogepåbud ophævet

Forbrugere, der er tilknyttet Skamby Vandværk, kan nu igen bruge vandet direkte fra hanen.

Kolibakterier i vandet

Resultater af nye vandprøver fra både vandværket og ledningsnettet viser ikke længere tegn på forurening. 

Påbuddet om at koge vandet blev indført for 14 dage siden, da der blev fundet kolibakterier i vandet.  

- Årsagen var et utæt låg ved en af vandboringerne. Der er så kravlet insekter eller lignende ind, og derfor har der været kolibakterier i vandet, forklarer Robin Birch, formand for Skamby Vandværk.

Formanden forsikrer, at både boringen og rørene er blevet rengjort og desinficeret, og utætheden i låget er blevet repareret.

Vandværket har derfor sammen med embedslægen og Søndersø Kommune besluttet at ophæve påbuddet om at koge vandet.

Lad vandet løbe

Husstande, som ikke har brugt vand i nogle dage, skal lade vandet løbe et kvarter, inden man igen bruger vandet. Anbefalingen kommer for at sikre, at alt forurenet vand kommer ude af rørene.

Oversigt

    Oversigt