Leif savner svar om tidlig pension til nedslidte: - Det er for dårligt

Beskæftigelsesministeren var kaldt i samråd for at give svar på, om folk som Leif Donner kan gå tidligere på pension, hvis de bliver nedslidte. Den nordfynske brolægger må vente på svar til næste år.

Det er snart et halvt år siden, at Socialdemokratiet kom til magten efter sommerens folketingsvalg.

Socialdemokraterne gik blandt andet til valg på at lave en ny model for ret til tidlig pension. Den nordfynske brolægger Leif Donner undrer sig over, at der endnu ikke er meldt noget ud om, hvorvidt han og andre potentielt nedslidte kan trække sig fra arbejdsmarkedet før tid.  

- Det er for dårligt. Det er det, de er gået til valg på, og der er mange i fagforeningerne, der har stemt på dem på det grundlag, så jeg synes, det er for ringe, siger 57-årige Leif Donner til TV 2/Fyn.

quote Det er for dårligt. Det er det, de er gået til valg på

​​Leif Donner, brolægger

Minister i samråd

I 40 år har han arbejdet som brolægger, og han har som følge heraf ondt i knæ og ryggen en gang imellem. Han har ingen planer om at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet lige nu, men han har svært ved at se, at han kan holde til pensionsalderen. 

Onsdag var beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kaldt i samråd for at svare på, hvornår regeringen kan præsentere en model for ret til tidlig pension.

Det har Leif Donner ventet på siden folketingsvalget, men han er mindst lige så interesseret i at finde ud af, om han - hvis han inden for de næste par år bliver så nedslidt, at han ikke længere kan arbejde - vil være omfattet af de nye regler, så han kan få gavn modellen. 

- Jeg vil gerne have besked på, om jeg kan tillade mig at trække mig tilbage, som man kunne før i tiden, eksempelvis med efterløn. Jeg ved godt, at den ikke kommer igen, som den har set ud, men jeg kunne godt forestille mig, at man lavede et eller andet, der matchede lidt igen, siger Leif Donner. 

quote Jeg vil gerne have besked på, om jeg kan tillade mig at trække mig tilbage

Leif Donner, brolægger

Socialdemokratiet: Vent til næste år

På onsdagens samråd kom det frem, at Leif Donner og andre interesserede skal vente til næste år, før de kan få svar på, hvem der er omfattet, og hvordan modellen er struktureret. 

Bjørn Brandenborg forklarer, hvorfor regeringen endnu ikke har meldt noget ud om tidlig pension til nedslidte som 57-årige Leif Donner fra Nordfyn. 
Fotograf: TV 2 / Sune Jørgensen

Hos det fynskvalgte folketingsmedlem Bjørn Brandenborg (S) er der forståelse for, at Leif Donner og andre i hans situation er ved at blive utålmodige på at få svar fra regeringen.

- I virkeligheden findes der ikke nogen, som er mere utålmodige herinde på Christiansborg end os fra Socialdemokratiet. Det er os, der har foreslået det, og helt inde i mit hjerte mener jeg, at det er rimeligt og retfærdigt, at de mennesker, der har haft de hårdeste job, også er dem, der har mulighed for at trække sig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet først, siger Bjørn Brandenborg til TV 2/Fyn.

Men I gik til valg på det her. Hvorfor er der ikke sket noget endnu? Hvornår får de nedslidte folk ret til at gå tidligt på pension?

- Vi er i fuld i gang med arbejdet om at lave en konkret model. Det er, fordi vi mener det, og fordi det skal ske hurtigt, siger Bjørn Brandenborg. 

quote Vi venter med at præsentere lovforslaget til efter overenskomstforhandlingerne

Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet

- Arbejdsmarkedets parter har bedt ministeren om at respektere, at der lige nu er overenskomstforhandlinger, så vi venter med at præsentere lovforslaget til efter overenskomstforhandlingerne. Ønsket har ministeren valgt at imødekomme, så den gode nyhed er, at lige så snart overenskomstforhandlingerne er færdige, så præsenterer vi vores forslag, forklarer Bjørn Brandenborg. 

Gode intentioner, men ...

Med andre ord skal Leif Donner og alle andre vente til 2020 for at finde ud af, om de er omfattet af Socialdemokratiets bud på en ny model. 

- Intentionerne lyder godt nok, men der er jo ikke kommet noget konkret endnu, siger Leif Donner. 

- Hvis de kommer med en fornuftig løsning til den tid, er det okay, siger Leif Donner. 

Hvis forslaget bliver vedtaget i Folketinget, håber Socialdemokratiet, at den nye model træder i kraft 1. januar 2021. 

Oversigt

    Oversigt