- Vi håber endda, at der kommer hummere.
Sådan lyder det fra SDU-biolog Erik Kristensen, efter at Nordfyns Kommune har bevilget den sidste halve million, der manglede til ny jordbund i Odense Fjord. Den nye jordbund skal gøre det muligt at plante ålegræs og skabe nye ynglesteder for fisk og krebsdyr, oplyser Nordfyns Kommune i en pressemeddelelse.
I forvejen har Odense Kommune bevilget samme beløb, mens Aage V. Jensen Naturfond også har afsat midler under betingelse af, at andre lokale partnere også spædede til.
- Bevillingen er virkelig landet på et tørt sted. Vi er meget taknemlige. Nu bliver det muligt at lægge sand og sten ud i Egensedybet i Odense Fjord allerede i vinterhalvåret, hvorefter vi forventer at kunne se de første tegn på vækst og liv til forår og sommer 2025. Vi håber endda, at der kommer hummere, siger SDU-biolog Erik Kristensen.