Mafiadrama i Bogense: Filmpremiere med fynsk debutant

Tirsdag aften var der gallapremiere på filmen "Kød og Blod". Den er blandt andet optaget på Nordfyn og har den fynske skuespillerdebutant Sandra Guldberg Kampp og Sidse Babett Knudsen på rollelisten.

På Støberiet i Bogense blev den røde løber rullet ud tirsdag aften, da der var premiere på mafiadramaet "Kød og Blod". Filmen er blandt andre steder optaget på Nordfyn og har den kun 20-årige fynske Sandra Guldberg Kampp i hovedrollen.

- Det har været helt fantastisk, siger Sandra Guldberg Kampp til TV 2/Fyn.

Filmen er et mafiadrama om kærlighed og vold i en kriminel familie i provinsen. Sandra Guldberg Kampp spiller rollen som Ida, der mister sin mor i en bilulykke. Hun flytter hjem til sin tante og voksne fætre, som i høj grad har en kriminel levevej.

Udover Sandra Guldberg Kampp har "Kød og Blod" blandt andre Sidse Babett Knudsen, Joachim Fjeldstrup og Elliot Crosset Hove på rollelisten.

- Det har været en kæmpe gave at arbejde sammen med blandt andre Sidse og hele castet, fordi de er pissehamrende dygtige, fortæller Sandra Guldberg Kampp.

Verdenspremiere på Berlinalen

Selvom aftenens premiere i Bogense var fyldt med galla og stjernestøv, var det ikke filmens verdenspremiere. "Kød og Blod" blev udtaget til Berlinalen, hvor den havde premiere på sideprogrammet "Panorama".

Efter berlinpremieren fik filmen flere fine anmeldelser fra blandt andet The Guardian, Variety og The Hollywood Reporter.

- Forhåbentlig kommer filmen til at underholde publikum, der er inde at se den. Jeg håber også, de har lyst til at tale om den, når de går ud, siger instruktør Jeanette Nordahl. 

"Kød og Blod" får premiere i danske biografer den 12. marts.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt