Mand skar konen i halsen

En 69-årig mand fra Veflinge skar tirsdag formiddag sin jævnaldrende kone i halsen med en kniv. Kvinden er uden for livsfare, men manden bliver nu sigtet for forsøg på manddrab.

Den 69-årige mand ringede selv til politiet klokken 9.23 tirsdag formiddag, og fortalte, at han havde skåret sin kone i halsen.

Alarmcentralen sendte øjeblikkeligt ambulance og politi til Havrekær i Veflinge, hvor politiet fandt den sårede kvinde og hendes mand. Kvinden blev kørt til behandling på Odense Universitetshospital og meldes uden for livsfare.

Manden blev uden dramatik anholdt, og onsdag bliver han fremstillet i grundlovsforhør sigtet for forsøg på manddrab.

Politiet har endnu ingen formodning om motivet til knivoverfaldet.

Oversigt

    Oversigt