Marianne slæbte fænomen fra USA til Nordfyn

En ferie i USA inspirerede Marianne Christensen til at starte en form for skattejagt i den fynske natur.

Marianne Christensen fra Klintebjerg på Nordfyn har sat skub i en skattejagt i naturen.

Ideen fik hun efter en ferie med familien i San Clemente i USA. Her fandt hun en dekoreret sten på stranden og opdagede, at amerikanerne havde gang i en form for skattejagt.

- Så blev vi enige om, at det ville vi også lave en gruppe med i Danmark, fortæller Marianne Christensen.

Reglerne er egentlig ganske simple: Tegn på en sten, gem den et offentligt sted, og vent på, at den bliver fundet.

Når stenene bliver fundet, lægger finderen et billede op i facebookgruppen Nordfyn Rocks og gemmer derefter stenen på ny, så den kan findes igen.

Fundet 60 kilometer væk

Mere end 800 personer har meldt sig ind i facebookgruppen, og stenene kommer langt omkring.

 

Henrik Dyrlund har fundet en sten i Strib. Langt væk fra initiativtageren Marianne Christensen i Klintebjerg på Nordfyn.
Fotograf: Christoffer Laubel

 

Blandt andre har Henrik Dyrlund fundet pyntede sten i Strib - godt 60 kilometer fra Marianne Christensens stue i Klintebjerg, hvor hun maler sine sten.

- Det har gjort mig rigtig glad at finde den her. Man bliver obs på det, og det gør også naturoplevelsen lidt større, at der er nogen, der vil dele deres kunstneriske evner med os andre, siger Henrik Dyrlund. 

Vejledning

Flere hundrede sten er allerede gemt og fundet i den fynske natur, men Marianne Christensen og familien er endnu ikke færdige med at male sten. Er der blot en ledig time, bliver tusserne fundet frem.

 

Bag på stenene står en vejledning til, hvordan man deltager i skattejagten. Naturligvis på engelsk, så også turister kan være med.
Bag på stenene står en vejledning til, hvordan man deltager i skattejagten. Naturligvis på engelsk, så også turister kan være med.
Foto: Christoffer Laubel

 

- Vi skaber en lille smule glæde i hverdagen, forklarer Marianne Christensen. 

Bag på stenene står en vejledning, så nye skattejægere kan lege med. 

- Jeg synes, det er sjovt, når stenene begynder at cirkulere, og jeg synes også, det er sjovt, når folk skriver: "Ej, hvor dejligt, du har fundet min sten", siger Marianne Dyrlund.

 

Se hele indslaget om stenskattejagten.
Fotograf: Christoffer Laubel

Oversigt

    Oversigt