Motorcyklist lagt i koma efter solouheld

En motorcyklist er mandag formiddag kørt galt på Søndersø Skovvej på Fyn. Manden er blevet lagt i kunstigt koma og kørt til Traumecenter OUH.

En 44-årig mand er kommet alvorligt til skade efter et motorcykeluheld på Søndersø Skovvej på Fyn. 

Politiet modtog klokken 10.34 en anmeldelse om, at der havde været et uheld på vejen. 

- Det er en mand på motorcykel, der er kørt galt. Umiddelbart ser det ikke ud til, at der har været andre involveret i uheldet, siger Thomas Bentsen, der er vagtchef ved Fyns Politi. 

Manden har ifølge politiet pådraget sig alvorlige skader. Blandt andet har han brækket en lårbensknogle, og han har muligvis også pådraget sig andre skader. 

- Han er blevet lagt i koma og kørt til Traumcenter OUH, så vi har ikke haft mulighed for at tale med ham endnu, siger vagtchefen. 

Ifølge politiet har man nu rekvireret en bilinspektør for at undersøge nærmere, hvordan uheldet er sket. 

Oversigt

    Oversigt