Naboer til tredobbelt trafikdrab: - Sagen er ikke afsluttet før ulykkesstedet er trafiksikret

Fredag er en 26-årig mand i retten tiltalt for uagtsomt manddrab. For naboer til ulykkestedet er sagen ikke afsluttet før krydset bliver trafiksikret.

Tre familiemedlemmer mistede livet i juni, da en 26-årige mand kørte sin Porsche op bagi deres bil i T-krydset ved Assensvej og Odensevej i Bogense. Fredag er manden i retten tiltalt for uagtsomt manddrab.

quote Det er vigtigt, at der måske også er andre af de her vanvidsbilister, der kommer til at tænke sig om en ekstra gang.

Anette Lauritzen, Nabo til ulykkestedet

Anette Lauritzen og hendes mand Michael Lauritzen bor meget tæt på ulykkesstedet. De var nogle af de første på stedet, da ulykken skete.

- Det bliver dejligt at få sat et punktum for noget, der har fyldt meget i vores hverdag gennem de sidste måneder, siger Anette Lauritzen og fortsætter:

- Man bliver selvfølgelig berørt af det, når man er nogle af de første på stedet til så alvorlig en ulykke, som der skete deroppe.

Afsluttes ikke her

Selvom retssagen sætter en form for punktum, så bliver sagen for paret ikke afsluttet helt før krydset, hvor ulykken skete, bliver trafiksikret.

- Det er ikke så meget retsagen, der er fokus på fra os. Det er mere, hvad der kommer til at ske heroppe på vejen. Det er det, der bliver afslutningen på det for os, siger Michael Lauritzen.

I løbet af den tid paret har boet nær vejkrydset, har de oplevet mange forskellige ulykker. Derfor har de kæmpet for at få en mere sikker vej.

- Vi har haft en rigtig god dialog med Nordfyns Kommune om de foranstaltninger, som vi kan lave derude, så vejstrækningen bliver mere sikker, siger Anette Lauritzen.

Ved brug af dialogmøder har borgerne i Nordfyns Kommune fundet en række tiltag, som kommunen vil arbejde ud fra.

Vanvidsbilister skal stoppes

Ifølge anklageskriftet kørte den 26-årig på en særlig hensynsløs måde og under særligt skærpende omstændigheder med en hastighed på mindst 154 kilometer i timen, da ulykken skete.

Parret håber, at retsagen kan være med til at stoppe andre vanvidsbilister.

- Det er vigtigt, at der måske også er andre af de her vanvidsbilister, der kommer til at tænke sig om en ekstra gang, når de sætter sig ind i deres bil og kører sådan her, siger Anette Lauritzen.

Selvom de forventer, at den 26-årige får en straf, der afspejler ulykkens omfang, er straffen ikke det vigtigste for dem.

- Det vil selvfølgelig betyde et eller andet, at han får en straf, men det mere vigtige for os, er at vi får lavet nogle tiltag oppe på vejen, så det ikke sker igen, siger Michael Lauritzen.

Anklager kræver fængselsstraf til 26-årig mand, der ifølge anklageskriftet var spirituspåvirket og kørte for stærkt.

Oversigt

    Oversigt