Nordfyn har højest smitte på Fyn - sådan håndterer kommunen det

Nordfyns Kommune har et incidenstal på 411,3, hvilket er det højeste på Fyn. Samtidig overskrider tallet den nye coronagrænse.

Nordfyns Kommune har lige nu det højeste incidenstal på hele Fyn. Det viser mandagens opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Med et incidenstal på 411,3 og 122 smittede over syv dage, overskrider kommunen også den nye coronagrænse. Det betyder, at sundhedsmyndighederne nu anbefaler smittedæmpende tiltag. 

Allerede sidste uge havde Nordfyns Kommune et højt incidenstal, og der er derfor iværksat en række tiltag.

- Vores situation er ikke stigende, men den er bekymrende. Det betyder meget for os alle at få gjort op med smitten. Derfor er forebyggelsesrådene lige nu vores vigtigste værktøj, siger Judith Poulsen, der er chef for Sundhed og Rehabilitering i Nordfyns Kommune, til TV2 Fyn.

Ændrede kriterier

Kriterierne blev mandag ændret fra at gælde ved incidenstal over 500 til incidenstal over 400.

Den generelle anbefaling fra Sundheds- og Ældreministeriet lyder nu, at kommunen bør indføre lokale tiltag for at bringe smitten ned.

Hvad er incidenstal

Mandag blev der på landsplan konstateret 3.670 smittetilfælde med coronavirus. Det er det højeste daglige antal smittede på landsplan siden december sidste år, hvor 4.508 blev registreret.

quote Det er en atypisk aldersgruppe hos os, da det er den ældre målgruppe på 70+, der bliver smittede

Judith Poulsen, Chef for Sundhed og Rehabilitering i Nordfyns Kommune

Nordfyns Kommune indfører lokale tiltag

Over en tredjedel af alle landets kommuner har nu så høj smitte, og det betyder, at kommunerne anbefales at indføre lokale tiltag.

Tiltagene skal blandt andet sikre den bedst mulige afvikling af valgdagen tirsdag.

- Vi har kviktestet alle valgtilforordnede. De skal vise coronapas, der enten viser færdigvaccination eller test, der er mindre end 48 timer gammel. Vi har indført ekstra hygiejne på valgstederne, og dem, der udviser tegn på coronasmitte, kan stemme ude i bilerne, siger Judith Poulsen.

Se, hvordan smitten fordeler sig på Fyn. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Judith Poulsen fortæller også, at man har indført ekstra mulighed for tests i nærområderne, hvor der opleves et særligt højt incidenstal.

- Vi har været i dialog med styrelsen (Styrelsen for Patientsikkerhed red.) og krisestaben i kommunen. Vi har talt om, hvorvidt vi skal intensivere smitteopsporingen, men det er forsat i dialog, siger Judith Poulsen.

- En atypisk aldersgrupppe 

For der er dog tale om anbefalinger, og kommunerne er derfor ikke tvunget til at indføre tiltag mod smitte med coronavirus. Anbefalingerne afløser den tidligere ordning med automatisk nedlukning af sogne og kommuner, som udløb 1. september.

Det er derfor kun Styrelsen for Patientsikkerhed, der kan lave et påbud i kommunen.

Generelt har smittespredningen med covid-19 været særligt udbredt blandt børn og unge. Men i Nordfyns Kommune er aldersgruppen, der har været særlig smittet, derimod i den modsatte ende af aldersspekteret, lyder det fra Judith Poulsen:

- Det er en atypisk aldersgruppe hos os, da det er den ældre målgruppe på 70+, der bliver smittede. Det er den aktive ældre målgruppe, som man kan se kredser sammen til forskellige aktiviteter og deltager i runde fødselsdage, siger Judith Poulsen.

- Vi har haft dialoger, hvor vi blandt andet har ændret nogle af de lokale aktiviteter.

Nordfyns Kommune har opfordret især denne målgruppe til at tage imod invitationen til tredje vaccinationsstik. De har derfor lavet flere oplysningskampagner til borgerne for at fortælle, at de også godt kan være smittebærer, selvom de er færdigvaccineret. Det gælder derfor om at blive testet jævnligt, lyder det.

Nordfyn Kommunes høje incidenstal får dem til at overhale henholdsvis Assens Kommune og Odense Kommune, der tidligere har haft de højeste incidenstal. Her ligger incidenstallet på henholdsvis 308 og 331.

Oversigt

    Oversigt