Nordfyn i top som erhvervsvenlig

Nordfyn Kommune er i top, Kerteminde Kommune er i bund og Middelfart Kommune er sendt til tælling. Det viser den seneste analyse over, hvor erhvervsvenlige landets kommuner er

På Fyn er otte kommuner ud af ti gået frem på ranglisten i Dansk Byggeris analyse af de danske kommuners erhvervsvenlighed 2018. Men ingen af kommunerne på Fyn ligger i top 20.

Med en placering som nummer 23 er Nordfyns Kommune den mest erhvervsvenlige kommune på Fyn. Det fremgår af en netop offentliggjort analyse fra Dansk Byggeri. Det glæder borgmester Morten Andersen (V).

- Vi bestræber os hele tiden på at forbedre vores erhvervsvenlighed. Det handler blandt andet om at få styr på vores interne arbejdsgange, så virksomhederne altid får den hjælp, de skal have og til rette tid. Vi er ikke i mål, men vi bevæger os i den rigtige retning, og det er glædeligt, siger borgmester Morten Andersen (V) i en pressemeddelelse.

Til gengæld skraber en række fynske kommuner bunden. Værst ser det ud for Kerteminde, der som nummer 94 kun ligger fire pladser fra bunden.

Middelfart går mest tilbage

Middelfart er den kommune, der har den største tilbagegang. Kommunen er faldet 30 pladser ned ad listen til en placering som nummer 52.

- Det er vigtigt for erhvervslivet på Fyn at have gode forhold, så vi både kan tiltrække og fastholde konkurrencedygtige virksomheder. Det kniber lidt for nogle af kommunerne, og jeg håber, at det giver den enkelte kommune anledning til at vurdere, hvad der kan gøres bedre. Det medvirker vi gerne til i Dansk Byggeri, siger formand for Dansk Byggeri Fyn Dan Johansen i en pressemeddelelse..

Odense giver de øvrige storby-kommuner baghjul i Dansk Byggeris årlige analyse af de danske kommuners erhvervsvenlighed 2018.

Odense er placeret som nummer 36, mens Aarhus, Aalborg og København må tage til takke med placeringer som hhv. nummer 42, 82 og 86.

 
 

 

Fakta om kommuneanalysen

Top og bund