Nordfynsk valgkrig på internettet

I krig og kommunal-valgkamp gælder alle kneb. Venstre i Nordfyns Kommune forsøger nu at vende socialdemokraternes fremgang til deres egen fordel.

Jørgen Simonsen er socialdemokraternes bud på en ny borgmester i Nordfyns Kommune. Men når man søger på hans navn på internettet, får man i stedet links til venstres kandidater.

- Min umiddelbare reaktion var forundring. Hvorfor skal man se en anden kandidats navn, når man søger efter mig, spørger Jørgen Simonsen.

Venstre har købt søgeord og annoncer hos Google, og det betyder, at når internetbrugerne vil vide noget om Jørgens Simonsen holdning til fx busdriften på Nordfyn, så får de samtidig et link til Venstres spidskandidat, Morten Andersen.

- Vi mener, at når man søger på Jørgen Simonsen, så er det også rart at kunne se vores vinkel på denne sag, og så kan brugerne selv vælge, siger Bent Soelberg, der er kandidat for Venstre i Nordfyn Kommune.

Og pengene til annonerne hos Google er tilsyneladende givet godt ud.

- Vi har haft 38.000 visninger på vores side, så der er rigtig mange, der ser vores reklame på google, siger Bent Soelberg.

Socialdemokraterne har ingen planer om at ændre strategi og købe modkandidaternes navne som søgeord.

Oversigt

    Oversigt