Nordfynslisten lukker og slukker

Nordfynslisten nedlægger sig selv, og Dorte Schmidt melder sig ind i Socialdemokratiet.

Nordfynslisten, som har været repræsenteret i Nordfyns Kommune siden kommunalreformen for mere end 10 år siden, nedlægger sig selv. 

Dorte Schmidt sidder på listens enlige mandat, men hun har nu besluttet at stille sig til rådighed for Socialdemokratiet ved næste valg.

- Dorte og jeg har i mange år haft et godt samarbejde. På det politiske, økonomiske og det værdipolitiske plan er vi tæt på hinanden, så hun er mere end velkommen til at stille op på vores liste til næste valg, siger den socialdemokratiske borgmesterkandidat Kim Johansen til TV 2/FYN.

Nordfynslisten blev dannet et par år før kommunalreformen i protest mod, at den nye storkommune skulle hedde Bogense Kommune. Ved det efterfølgende valg stormede listen ind i den nye kommunalbestyrelse med to pladser. 

Dorte Schmidt bliver placeret i bunden af den socialdemokratiske kandidatliste som nummer 15, fordi partiets medlemmer tidligere på sommeren har afgjort rækkefølgen ved urafstemning.

quote Som alle ved, er jeg ikke til salg. Den svindelsag, som jeg var med til at trevle op i EU viste, at jeg ikke er til salg for ussel mammon,  

Dorte Schmidt, Nordfynslisten 2013

Ved kommunalvalget for fire år siden underskrev Dorte Schmidt ellers en erklæring for rullende tv-kameraer, da hun med sin håndskrift garanterede, at hun med sit mandat ville blive i Nordfynslisten og undlade at skifte parti i denne valgperiode.

- Jeg vil selvfølgelig gerne skrive under. Som alle ved, er jeg ikke til salg. Den svindelsag, som jeg var med til at trevle op i EU viste, at jeg ikke er til salg for ussel mammon, sagde Dorte Schmidt dengang til TV 2/FYN. 

Se klippet herunder:

 

Det har ikke været muligt at træffe Dorte Schmidt for en kommentar.

Oversigt

    Oversigt