Søstrene Caroline Fleming og Louise Iuel Albinus er blevet enige om at sælge Valdemars Slot på Tåsinge. Det bekræfter ejendomsmægler Asger Olsen over for TV 2 Fyn.

Pris: 165 millioner kroner.

- Det er et af Danmarks mest markante og historiske godser, så det er spændende at få lov til at arbejde med dansk kulturarv, siger Asger Olsen.

Den seneste tid har der været ballade om slottet. Søstrene, der hver især ejer 50 procent af slottet, nåede ikke til enighed om at godkende regnskabet for selskabet, som ejer Valdemars Slot.

Men familien, der har ejet Valdemars Slot i 344 år, er blevet enige om at sælge.

- Det er vigtigt, at parterne er enige om at sælge. På den måde er der ro på i baglandet, forklarer ejendomsmægleren.

Er der købere til et slot som Valdemars Slot?

- Ja. Det er meget enkelt.

Hvem har brug for 6.000 kvadratmeter?

Alene slotsarealet er på 6.000 kvadratmeter, og der er en lejlighed på 550 kvadratmeter. Der er forskellige typer købere, der har pengene og kan være interesseret.

- Det kan være nogle, der vil bruge det som et traditionelt gods, altså bo der og drive det som et gods, siger Asger Olsen.

- Det kan også være nogle, der bare vil have en lejlighed på 550 kvadratmeter og så køre det videre, som det er i dag (museum, red.). Det er ikke ret mange, der har brug for 6.000 kvadratmeter, fortsætter han.

Bygget til kongesøn - men han døde i krig

Valdemars Slot blev bygget af kong Christian IV til hans søn, Valdemar Christian, der overtog slottet allerede som otteårig. Slottet blev opført mellem 1639 og 1644. Valdemar Christian døde i krig i 1656.

I 1677 blev slottet overtaget af den danske søofficer Niels Juel, som restauraurede slottet og gav hovedbygningen sit nuværende udseende.

Valdemars Slot drives i dag som en sammensat virksomhed med driftsområder inden for landbrug, skovbrug, udlejning, turisme, hotel og restauration.

Hovedbygningen er åbent for publikum i sommersæsonen og er en af Fyns største turistattraktioner.  

I hele sit liv har Lars Høgh knoklet for det ene mål efter det andet. Det gør han stadig, selvom han er alvorligt syg, men i en ny bog ser Høgh også tilbage på alt det, han har opnået.

Som målmand for landsholdet, som levende legende i OB, som mand, som far, som bedstefar og som iværksætter af forskellige fodboldprojekter og en musikfestival.

Men den rørende bog 'Der er antal på alt' handler også om Lars Høghs kamp mod den kræftsygdom i bugspytkirtlen, han fik konstateret i august 2018.

- Min behandling er defineret som livsforlængende, og jeg har været terminal længe. Men det har ikke gjort min motivation eller mit livsmod mindre, og jeg er slet ikke sort i hovedet eller deprimeret. Jeg har bare ondt, og smerterne prikker hele tiden, fortæller Lars Høgh i epilogen, som du kan læse i sin fulde længde herunder.

Derefter følger et uddrag fra dengang, Lars Høgh pludselig spillede sig ind som førstemålmand ved VM i 1986. Og dengang han var lige ved at ryge til udlandet, inden et enkelt uheld endte med at komme i vejen for det hele.

Lars Høghs 'Der er antal på alt' udkommer på Lindhardt og Ringhof den 17. november. Bogen er skrevet i samarbejde med Jakob Kvist.

September 2021

Stue 27 er blevet et godt sted. Det må jeg bare sige.

Det ligger helt nede for enden ad gangen, og jeg kan komme og gå, som jeg vil. Jeg kan være mig selv dernede, og mine ting ligger urørte og venter på mig, når jeg har været væk nogle timer eller nogle dage. Personalet er fantastisk søde og gode ved mig, og vi har det sjovt sammen. Jeg føler mig hjemme og kan faktisk godt lide at komme der nu.

Sådan kan man vænne sig til alt. Også til hospitaler, når man er syg længe nok. Omsorgen, jeg møder, er en god oplevelse.

Stort set siden EM er jeg røget ind og ud med jævne mellemrum. Mine infektionstal stiger og falder hele tiden, og de kan ikke rigtigt finde ud af, hvad det skyldes. Så snart jeg får antibiotika, falder de, og så snart vi stopper med kuren, stiger de igen. Risikoen er, at det springer over og giver blodforgiftning. Det er farligt, og derfor skal vi hele tiden været meget opmærksomme på, hvordan jeg har det, og om jeg får feber.

Det gik ellers godt under EM, stort set. Jeg gik tidligt i seng og sov også til middag, men ellers var jeg frisk. Jeg fik feber sankthansaften, men da jeg fik nogle af de medbragte penicillinpiller, faldt den igen. Efter fire-fem dage i lejren begyndte jeg dog at få ondt i siden, og det undrede mig selvfølgelig. Men det var ikke værre, end at det kunne dulmes med et par Pamoler og Ibuprofen, som jeg tog, inden vi gik ud og trænede. Den første uge efter EM var også okay, men så begyndte det at gøre mere og mere ondt. Jeg ringede til Per og fik lavet en scanning, og det var ikke opmuntrende. Der var mange metastaser, og kræften var tilsyneladende vokset meget i løbet af min kemo-fri sommer. Siden er lægerne dog kommet noget i tvivl om, hvad der er hvad. De kan ikke tydeligt se, hvad det er, der lyser på billederne, for det hele ligger i det samme område. Meget er helt sikkert kræft, men andet er måske infektioner, og noget er mudret arvæv fra brændingen.

Under alle omstændigheder har jeg fået flere og flere smerter, og jeg har virkeligt ondt nu. Jeg er oppe på fire-fem morfinpiller i døgnet for at være dækket ind, og det ærgrer mig. Hidtil har mit kræftforløb egentlig ikke været forbundet med særligt mange smerter. Masser af ubehag og kemo, men ikke smerter som nu. Det gør tingene sværere.

I første omgang betød scanningen, at jeg måtte aflyse en planlagt tur til Mallorca med Tine, fordi jeg skulle i gang med kemoen igen. Men så fik jeg igen feber og blev indlagt, og så måtte kemokuren udsættes. Sidst i august blev jeg desværre også nødt til at melde afbud til landsholdets samling op til kampene mod Skotland, Færøerne og Israel, og det var meget typisk for, hvordan den sidste tid har været.

Kufferten var pakket, jeg var klar til afgang, og natten før fik jeg så høj feber. Jeg var helt elendig, og da jeg vågnede, var der ikke andet at gøre end at ringe rundt. Til Hjulmand, Schmeichel og de øvrige, og så røg jeg ind igen og fik en ny omgang antibiotika. Allerede dagen efter var jeg feberfri og væsentlig bedre, men sådan er det bare gået og op og ned i ugevis nu.

Stue 27 igen-igen

Og måske var det smerterne, der forleden fik mig til at spørge Per mere direkte, end jeg hidtil har haft for vane. Det var det nok. Nu er vi så langt henne i forløbet, og jeg har fået mere kemo, end nogen andre med min diagnose nogensinde har fået herude på OUH. Og der er antal på alt. Jeg har levet med og i den sygdom i tre år efterhånden, og den sætter sig i bevidstheden. Når jeg nu også har fået så ondt, bliver det sværere at abstrahere, og derfor bad jeg Per om et klart svar.

”Vi taler ikke år, men måneder, Lars,” sagde han. ”Men du har jo snydt os før, og det kan du gøre igen. Når jeg ser på dig, så ser jeg en mand, der fik en diagnose for tre år siden, og som har fået mindst halvandet år mere, end jeg havde troet. Du er nået langt og meget længere, end jeg havde regnet med.”

Sådan er det. Min behandling er defineret som livsforlængende, og jeg har været terminal længe. Men det har ikke gjort min motivation eller mit livsmod mindre, og jeg er slet ikke sort i hovedet eller deprimeret. Jeg har bare ondt, og smerterne prikker hele tiden, og det forvirrer. Jeg er ikke ked af det, fordi jeg er dødssyg, men jeg kan blive i dårligt humør, fordi det gør ondt. Så trækker man sig lidt, ligesom et såret dyr. Men så snart jeg kan mærke en bedring på mig selv, så snart noget behandling har en effekt, så holder jeg fast i det.

For ligegyldigt hvor syg de sagde, at jeg var, og ligegyldigt hvor tidligt de sagde, at jeg ville dø, så går jeg jo stadigvæk rundt her. Så har jeg kunnet løbe mine ture på stranden og sparke til mine bolde. Så har jeg kunnet ligge i augustnatten og se på meteorregn fra Perseiderne sammen med Poul og Tine. Og for nylig har jeg sammen med to gamle venner kunnet planlægge og gennemføre en helt fantastisk NU-Festival i september.

Den havde vi arbejdet på i halvandet år. Pessimisterne havde nok sagt noget andet, men det lykkedes over al forventning. Det blev et både symbolsk og praktisk bevis på, hvad man kan. Lidt som at stå ude i solskinnet, mens vejrudsigten fortæller dig, at det regner.

For hver eneste dag, hvor solen skinner, og hvor jeg kan sparke til en bold, er jeg jo rask. Den dag. I et evigt øjeblik.

Det er ligesom i en helt vidunderlig streg i Radiserne, hvor Søren Brun og Nuser sidder sammen ude på en bro og kigger udover vandet.

Vi lever kun en gang, siger Søren Brun.

Nej, siger Nuser, vi dør kun en gang. Vi lever hver dag.

Det er præcis det, det handler om.

Livet sætter sig igennem, og håbet slukkes aldrig.

Landsholdsspillerne hyldede Lars Høgh, der stadig er målmandstræner for holdet, i forbindelse med årets sidste hjemmekamp i Parken den 12. november.

Lars Høgh nåede selv at spille otte landskampe fra 1983 til 1995, og i en mere munter del af 'Der er antal på alt' ser Høgh tilbage på den utrolige VM-slutrunde i 1986. Han kom med på yderste mandat, men endte med at spille Danmarks to sidste kampe, og derefter blev der pludselig talt om et udlandseventyr.

UDDRAG AF KAPITEL 14: VM I MEXICO

Jeg stod godt og stabilt igennem alle kampene hos OB, og op mod deadline sad de så tre mand høj ude hos Sepp i Blommenslyst og skulle afgøre den sidste plads i truppen. Sepp, Richard og holdleder Kaj Johansen. Richard kæmpede efter sigende som en løve for, at det skulle være Peter, men de drøftede det længe, og til sidst skar Sepp igennem:

”Vi tager Lars Høgh med.”

Det var fantastisk. Jeg havde trænet intenst for sagen, og Tine havde lidt store afsavn og været halvvejs alenemor med et kolikbarn igennem mange måneder. Så vi blev så glade, da opringningen kom fra en journalist. Det var en fantastisk følelse, og også lokalt fyldte det utroligt meget. VM i 1986 var en kollektiv dansk rus af forventning og begejstring.

Jeg havde som nævnt perifert været omkring holdet før, men denne gang røg jeg for alvor ind i en verden, som jeg ikke havde oplevet tidligere. Nu var de der pludselig alle sammen, alle de meget store personligheder, som udgjorde det fantastiske hold. Jeg kendte kun meget få af dem i forvejen, så jeg krøb noget langs panelerne, da jeg ankom til Hotel Marina i Vedbæk. Det var lidt skræmmende og skulle lige fordøjes. Omvendt var det selvfølgelig også en arbejdsopgave, der lå foran mig. Jeg vidste, at vi skulle være sammen i flere måneder, så det skulle fungere.

Ole Qvist kendte jeg en smule fra 1. division, når vi havde krydset hinanden på midterlinjen, og vi kom heldigvis til at bo på værelse med hinanden. Det udviklede sig til et strålende venskab, og vi havde det enormt sjovt sammen. Vi var på sæt og vis konkurrenter, men han var også den erfarne og chefen, og det var for eksempel altid mig, der skulle rejse mig for at skifte kanaler på fjernsynet. Det var sådan en regel. Det svingede for os lige fra starten, og det var mit store held. Troels Rasmussen kendte jeg faktisk ret godt i forvejen, og vi havde det også virkeligt fint sammen, så vi tre målmænd havde en udmærket lille treenighed. Konkurrenceelementet imellem os havde vi et ret afslappet forhold til alle tre.

Stjernerne kendte jeg ikke meget til. Klaus Berggreen og Jesper Olsen havde jeg spillet U21 med. Dem havde jeg det godt med. Jeg tror ikke, Søren Lerby overhovedet anede, hvem jeg var. Preben Elkjær kendte jeg en lille smule. Vi havde været udtaget en enkelt gang til U21-landsholdet sammen, men det hold gad Preben ikke rigtigt spille på. Da jeg ankom med mit alt for ydmyge fynske, sad han i sin Mercedes med benene ud ad den åbne bildør og spillede høj musik og hilste stort set umærkeligt. På banen tog han bare et enkelt træk og sparkede på mål, uanset om han så stod oppe på midten. Han spillede sit eget spil. Det var selvfølgelig dengang, i ungdommen, og nu var det alvor, på det ”rigtige” landshold. Men det var nu engang min erfaring på det tidspunkt og det billede, jeg havde i mit hoved, da jeg ankom. Det skulle hurtigt ændre sig, men jeg måtte bare konstatere, at der var store personligheder til stede omkring mig.

Jeg har et foto, der er taget inde i Parken lige i starten af vores samling. Jeg står oppe i et hjørne i mit private tøj og ligner en hængt kat. Jeg kan stadig huske utrygheden præcis i den situation. Jeg var 26 år gammel, og jeg havde spillet nogle år i Odense. Jeg var ikke uerfaren, men ikke desto mindre virkede det utrygt for mig, det hele. De var så scenevante alle sammen, og det var jeg slet ikke på samme måde.

Men det kunne ikke nytte noget at gå rundt og fokusere på de usikre og negative sider. Det stod mig hurtigt klart. Jeg skulle koncentrere mig om at levere noget. Så jeg besluttede mig for at gå ud og yde det maksimale hver eneste dag på træningsbanen. Jeg ville bevise hvert minut, at jeg var den bedste, og at det var berettiget, at jeg var der. Jeg var ankommet i topform, og jeg vidste, at jeg kunne træne godt. Så det blev min tilgang. At udmærke mig og gøre mig fortjent til en vis respekt på træningsbanen.

Dybest set gjorde jeg det bare for at komme ind på holdet og finde min plads i helheden. Jeg drømte selvfølgelig om at komme til at spille, men jeg troede ikke på det. Jeg var tredje målmand, så det var meget usandsynligt, at jeg overhovedet ville komme på banen. Det handlede for mig om at finde min position og finde en rolle i truppen. Så jeg kastede mig helhjertet og koncentreret ud i det – primært for at vinde deres hjerter, kan man sige. Og det lykkedes for mig. De begyndte at studse lidt og sige, hov, han kan da godt noget, ham der fra Fyn, og pludselig en dag, da der skulle laves hold, sagde Lerby, at jeg skulle komme derned og stå for dem. Det var en lillebitte ting, men samtidig den bedste indikation på, at jeg var lykkedes, og langsomt kunne jeg også mærke fornemmelsen af at være rigtigt med. Også når vi stod inde ved buffeten og langede frikadeller over på vores tallerkener. Man kan fornemme sådan noget på snakken.

Jeg kan særligt huske en situation, hvor vi øvede straffespark. Jeg tror, at jeg tog otte ud af ti. Jeg fulgte min egen private straffestrategi, og det gjorde et vist indtryk. Sparkerne stod og diskuterede det og mente helt klart, at de kunne gennemskue, hvad jeg gjorde. At jeg fintede og først gik til den ene, så den anden og så den første side igen. Men det var fint nok. Jeg tog skuddene alligevel, og når de løb til bolden, kunne de ikke huske, hvilken side der var hvad, når jeg fintede.

De kunne være nogle hårde hunde, men de var dybt professionelle, og der blev ikke givet ved dørene. Morten Olsen var fantastisk. Han var 36 år, og han havde virkelig holdt sig skarp for at kunne være med. Det var ikke noget, vi andre kunne se på nogen måde, når vi spillede, men hans tanker må have kredset omkring det. Hans seriøsitet var kolossal. Og Frank og Søren gav heller ikke frivilligt en millimeter fra sig. De kunne sætte nogle tacklinger ind, der gik lige til kanten, men sådan var det bare. Der blev i den grad gået til stålet, og folk blev svinet til, hvis de stod og sov eller ikke lige var klar. Det var vilkårene. Men det ramte ikke mig. Jeg fik fat fra starten, og jeg var ikke blandt dem, der fik de hårde ord at føle.

Derfor betød det heller ikke så meget for mig rent mentalt, at Richard fra dag et lagde mig på is. Han var assistent, og på den måde ikke så central, og så snart det drejede sig om det faglige, var han dybt professionel. Vi havde ikke nogen målmandstræner dengang, og hvis Sepp bad ham tage sig lidt af målmændene, fik jeg den samme gode behandling som de to andre. Hvis der skulle kastes eller sparkes nogle bolde, var der ingen forskel på Ole, Troels og mig. Det faglige skulle man ikke kunne sætte en finger på. Men så snart vi var uden for banen, var jeg luft for ham. I samtlige otte uger, hvor vi var afsted, besvarede han aldrig et godmorgen eller et andet forsøg på at aflevere en venlig replik. Når vi mødtes ved en buffet, var jeg gennemsigtig, og den tilgang holdt han konsekvent hele turen igennem. Det var en ubehagelig ting at have bragt ind i en lille, lukket trup, hvor man skal være så meget sammen. I starten var det naturligvis ikke befordrende for mig, men jeg skal heller ikke gøre mig selv bedre, end jeg var. Så snart jeg havde fundet mine ben at stå på og havde konstateret, at han var, som han var, betød det ikke så meget længere. Det var et ærgerligt forhold at have kørende på sidelinjen, men jeg ved faktisk ikke, hvor mange i truppen der opdagede det. Ole Qvist gjorde i hvert fald, for han var min fortrolige, og ham lettede jeg løbende mit hjerte til. Det ærgrede mig, men heller ikke mere end det.

Konflikten fyldte selvsagt stadigt mindre i mig, efterhånden som jeg fik arbejdet mig ind i truppen, og de bestræbelser kulminerede, da jeg pludselig, mod alles forhåndsforventninger, kom i startopstillingen i den tredje kamp mod Vesttyskland. Ole Qvist var blevet syg og svimmel derovre, og Troels Rasmussen var også påvirket af både varmen og højderne. Både under træningen og i den seneste kamp mod Skotland. Så da der blev plads til nogle få eksperimenter i den sidste og ikke altafgørende puljekamp, så Sepp muligvis en chance for at prøve mig af. Så kunne han teste, om det, han havde set under træningen, også var rigtigt.

Om han også havde gjort det, hvis det havde været en afgørende kamp, tør jeg ikke sige. Men nogle af de etablerede spillere pressede tilsyneladende lidt på. Det mente pressen i hvert fald, og jeg havde lagt mærke til nogle jokes i den retning i dagene op til kampen. Du skal bare sige til, hvis du vil spille den næste kamp, så fikser vi den. Sådan noget i den stil. Det var selvfølgelig gas, men ikke desto mindre blev tanken plantet i mit hoved. At det måske kunne ske. For da havde jeg fundet min plads og min rolle i truppen. Jeg havde opbakning, og jeg havde fået den status, som gjorde, at det internt virkede realistisk nok, at jeg kunne få chancen. Vi havde det godt, trænede godt og kom ind i en gænge, hvor det bare kørte. Og det er jo der, man er bedst. Samtidig var Qvist helt væk på grund af balanceproblemer. Troels stod ikke dårligt, men han er en stor mand, og han led mere under forholdene, end jeg gjorde.

Slutrunden var blevet indledt med fjortens dages træningslejr i Colombia, og det var simpelthen et chok for os målmænd. Den tynde luft gjorde, at bolden kom imod os med en fart, som vi slet ikke havde forventet, og svævede meget længere, end vi var vant til. Lige pludselig duede ens boldøje ikke mere, og vurderingen af et indlæg svigtede totalt. Det gjaldt for os alle tre. De første par dage troede vi aldrig, at vi skulle redde en bold igen. Sparkene på mål var også hårdere. De kom som projektiler og røg direkte ind i kassen. Men så vænnede man sig alligevel til det, og Mexico lå lidt lavere end Colombia, så da vi kom derned, havde vi faktisk fået styr på den del.

Jeg havde det i det hele taget godt og komfortabelt med, at pilen nu pegede på mig. Jeg følte mig veltilpas og skarp, og jeg var ikke nervøs ved udsigten til kampen. Scenens størrelse fyldte heller ikke så meget dengang. Verden var jo virkelig meget større. Der var ikke noget internet, og man fik aviserne med to-tre dages forsinkelse. Så det var dybest set bare nogle lokale kampe, man spillede, og hvad folk i øvrigt tænkte og mente rundtom i verden, havde vi ingen anelse om. Den mest mærkbare forskel var, når vi kørte igennem det område, hvor vi boede. Så blev vi tiljublet af lokale mexicanere, og det var sådan set det eneste, udover svært bevæbnede sikkerhedsfolk og helikoptere, der gav os fornemmelsen af, at vi faktisk var til et VM.

Eftertidens mere kyniske iagttagere vil påstå, at jeg stod alt for godt mod Tyskland, og den historie er der allerede skrevet tykke bøger om. Faktum er dog, at der ikke var en eneste i truppen, der ville tabe til tyskerne. Og da slet ikke Sepp Piontek. Men Søren Lerby og Morten Olsen, der begge to spillede dernede, ville bestemt heller ikke lægge sig ned på forhånd. I det hele taget var et frivilligt nederlag ikke nogen option. Som konkurrencemenneske har man så meget fokus på at vinde, at man slet ikke kan omstille sig til at tænke på den måde. Men jeg stod virkelig godt, vi spillede godt, og vi vandt kampen, og efter slutfløjtet blev jeg nærmest overfaldet af mine to målmandskolleger Qvist og Troels. Deres uforbeholdne glæde over min succes overvældede mig og bekræftede mig i både vores professionalisme og vores venskab. Man hørte jo historier om nogle af de andre hold, hvor der var kold luft mellem keeperne, men sådan var det bare ikke her. Troels kastede sig om halsen på mig, selvom jeg lige havde nappet hans plads i målet, og det var simpelthen så fremragende.

I katakomberne under stadion byttede jeg trøje med tyskernes målmand Toni Schumacher, der igennem adskillige år havde været mit store idol. Jeg havde fulgt ham på tysk tv, som man dengang kunne se på Fyn, og jeg havde virkelig nærstuderet hans målmandsspil. Nu stod han så og gav mig positiv kritik og roste mig for min kamp. Det var mindeværdigt for mig.

Efter dopingtesten, som jeg var blevet udtaget til sammen med Jan Mølby, kom jeg op til et overfyldt værelse, hvor det meste af truppen var samlet for at fejre kampen og ønske mig tillykke. Selv i mine vildeste fantasier og drømme hjemme i Odense havde jeg aldrig kunnet forestille mig, at denne dag kunne ende sådan.

Og så mødte vi Spanien i ottendedelsfinalen. Den kamp havde jeg faktisk aldrig selv set, indtil jeg for relativt nylig i forbindelse med nogle DR-optagelser tog modet til mig. Det er en vanvittig kamp, fordi vi egentlig spiller godt. Jeg må også bare konstatere efter gennemsyn, at jeg faktisk stod okay, trods min aflevering til Jesper Olsen. Selvom den episode endte helt galt, stod der stadig 1-1 bagefter, og vi havde adskillige gode muligheder derfra. Men vi tabte som bekendt 1-5, og dermed var det hele pludselig slut. Så brutalt, som slutrunder ofte ender. Men for mig kunne det godt være blevet begyndelsen på et helt nyt kapitel. Selvom målene gik ind hos mig, blev jeg ikke bebrejdet dem. Tværtimod fik jeg stor ros for mine to kampe, også i de internationale medier. Det var i sagens natur en verdensscene, jeg pludselig var trådt ind på alene i kraft af turneringens beskaffenhed, men efter især Uruguay-kampen var Danmark tillige blevet den halve verdens kæledægger. Så øjnene var i helt særlig grad rettet mod os i de to kampe, hvor jeg var med.

”Det bliver et andet liv, du kommer hjem til, lille Lars,” havde Ole Qvist sagt til mig oppe på værelset. Han var mere erfaren end mig, og han var nærmest blevet min mentor i den sidste del af opholdet. ”Ja, ja, rolig nu,” svarede jeg, for vi anede ikke meget om, hvad der foregik omkring os.

Men der stod 5000 mennesker i Kastrup Lufthavn og tog imod os, da vi landede, og vi festede og blev fejret som konger overalt, hvor vi kom. Det var fantastisk sjovt, og vi kunne sikkert sagtens have fortsat hele sommeren, hvis ikke hverdagen havde ventet lige rundt om hjørnet. 1. division gik i gang kun en måned senere, så det var tilbage i møllen, og – for mit vedkommende – meget hurtigt ud af den igen.

I min allerførste kamp midt i juli måned sprængte jeg tre ledbånd i skulderen på Brøndby Stadion. Jeg lå ned og havde strakt armen ud, da deres angriber Claus Nielsen røg ned over mig, og dermed var jeg ude de næste tre måneder. Det viste sig endda at være billigt sluppet, for skulderskader er noget af det værste, man kan få, og denne her kunne rent faktisk have invalideret mig. Det gjorde den heldigvis ikke, men skaden satte mig markant tilbage, og dermed måtte jeg også se en masse muligheder og forhåbninger fordufte i horisonten. ”Du skal til Italien. Du skal hundrede procent spille i Italien,” havde Klaus Berggreen sagt til mig, og jeg tror faktisk, at det kunne være sket. Klaus havde mange gode kontakter, og agentsystemet var et andet dengang, så man kan aldrig helt vide det. Men der var masser af snak og muligheder efter VM. De røg nu, og igen – verden var større dengang. Tre måneder var lang tid, og hukommelsen var kort i en mindre organiseret og struktureret fodboldverden.

Det tog også væsentligt mere end tre måneder at komme tilbage på mit gamle niveau, og dermed stod det med det samme helt klart for mig, at landsholdet nu var et overstået kapitel næsten hurtigere, end det var begyndt. Jeg ville aldrig komme tilbage og vogte det mål igen. Ikke for alvor, i hvert fald. Hvis jeg ikke var blevet skadet, havde jeg nok kunnet holde mig inde, og så var jeg sikkert også blevet udtaget til EM i 1988. Jeg havde kunnet holde mig fast i et par år. Måske endda have bevist noget og være kommet til udlandet. Men nu mistede jeg nogle afgørende skridt, og det var der ikke plads til. Så var det i realiteten forbi. Det vidste jeg. Det handlede ikke om min alder eller min manglende tro på egne evner. Det handlede alene om, at der kom en ung mand spurtende nede bagfra, som lige om lidt ville blive meget bedre end mig. Han var kæmpestor, lynhurtig og havde et vinderinstinkt og en selvtillid uden lige. Han ville bare til fadet, og det skulle han nok komme. Selv måtte jeg bare op på hesten igen. Jeg vandt Det Gyldne Bur som årets målmand for første gang det år. Det var jeg stærkt tilfreds med, for det havde også været en selvstændig målsætning for mig. Jeg begyndte at have noget med målsætninger. Og den 8. oktober skrev jeg som den første OB’er under på min nye fuldtidskontrakt.